Engelsk Cider – naturligt glutenfrit og forfriskende lækkert – cidersmagning på The Tipsy Toad i Odense.

Print Friendly, PDF & Email

Jeg leder efter gode alternativer til øl, når jeg skal ud. Jeg har altid været en ølpige mere end til drinks og RTD’er (Mokai, Tempt, Bacardi Breezer og deslige). Jeg har også altid dyrket specialøl og ølsmagninger, hvilket jeg jo ikke kan længere.

Der findes masser af glutenfrie øl, jeg har endda lavet en lille anmeldelse af dem, som i finder her. De glutenfrie øl er ofte enzymatisk renset for gluten, hvorved de kommer ned under grænseværdien på 20 ppm. Jeg har desværre erfaret, at de fleste af dem, kan jeg højest drikke to af på en aften, for ellers bliver jeg dårlig. Så jeg kan ikke bare vælge, at drikke dem og jeg er sikkert ikke alene om, at have det på den måde.

Da The Tipsy Toad i Odense lavede en cidersmagning, var det jo den perfekte mulighed for at stifte bekendtskab med nogle flere cidere. Det er min første cidersmagning, jeg har flere gange fået en cider på en bar, hvor de har haft én eller to at vælge imellem. Men det er første gang, jeg har smagt en hel pallette af forskellige engelske cidere.

2015-09-08 16.35.55
The Tipsy Toad i Vintapperstræde

Det var en rigtig god oplevelse, som selvfølgelig ikke blev ringere af, at personalet tydeligt var meget passionerede omkring cider og ciderproduktion. Der var en del historie om ciderhusene og om ciderproduktion generelt. Det var også fantastisk, at de vidste en del om æblesorterne anvendt og hvilke forskelle, der var i fremstillingen af ciderne vi smagte.

Jeg har gjort mig nogle observationer om ciderne, som jeg gerne vil dele med jer her. Smagningen startede med de søde cidere, og når jeg siger søde så betyder det ikke sød, som man kender det fra Sommersby eller Mokai. Det er sød på samme måde, som en vin er sød.

Jeg tog en veninde med, som elsker Mokai, Tempt og Sommersby. Jeg ved jo godt, at min forkærlighed for de syrlige og bitre smagstoner, farver min vurdering af de her cidere. Så jeg ønskede at vise jer min modpol. Hendes vurdering visualiseres bedst ved, at angive hvor meget af dem hun drak,

Jeg gennemgår dem her i den rækkefølge vi fik dem, på den måde kan I også følge skiftet fra sød over semi dry til dry. Alle de cidere vi smagte var fra området Sommerset, for cidere er det geografisk område ligeså vigtig, som for vin. Det er de samme ting der gør sig gældende, nemlig at et geografisk områdes vejrlig, anden bevoksning og jordbund påvirker æblernes smag.

Som den klovn jeg er, havde jeg selvfølgelig glemt mit kamera, så i må nøjes med mobilkamerabilleder. Hvad er en blogger uden sit kamera? Totalt fortabt er svaret, simpelthen hjælpeløs 😉
Da jeg fik mobilen, var kameraet faktisk ret godt, men nu knap 2 år og adskillige ture på jorden senere, er det altså knap så godt 😉

Da vi ankom og betalte for at deltage, blev vi lovet en velkomstdrink, nemlig en varm cider med kanel og cider brandy. Cideren med kanel var lavet af deres leverandør og så var den spicet op med cider brandy. Desværre virkede varmelegemet ikke så de kunne ikke varme den op, så den blev vi snydt for, som velkomstdrink.

Cider 1
Thatchers Haze Cloudy Cider

Thatchers Haze Cloudy Cider er en ufiltreret cider, derfor er den lidt uklar at se på. Den er sød og blød i smagen, men ikke for sød til mig. Min veninde drak det hele af denne cider. Den er en rigtig god cider at starte med, da den har den karakteristiske smag af æble, men ikke som æblesaft.

Cider 2
Thatchers Gold

Thatchers gold antyder jo lidt at det er den de selv mener er bedst, men det er faktisk den jeg mindst kunne lide. Den smagte af for lidt, var for mild og blød. Den var ikke for sød eller sukret, bare alt for mild, man kunne kun ane æblesmagen. Det var som om at smagen stoppede når du sank den, normalt bliver en smule af smagen siddende på tungen, men ikke med denne her. Min veninde drak også det hele af den, men var som mig uimponeret.

Tipsy Toad cidersmagning collage
Thatchers Rosé og Sheppys Cider with Raspberry.

Disse to smagte vi overfor hinanden, roséen var sød og virkelig lækker boblet i munden, mens den med hindbær var overraskende bitter og med knap så mærkbar kulsyre. Roséen får sin farve fra meget røde æbler, så det er en ren æblecider. Den er meget forfriskende og minder en lille smule om smagen af rosévin med bobler. Det er en rigtig lækker cider, som helt klart er værd at smage på.
Min veninde drak hele roséen men opgav hurtigt den med hindbær. Hendes vurdering var, at Thatchers Rosé var klart den bedste vi smagte, det var også den eneste, hvor hun udtalte, at den smagte godt.

Hindbær forbinder vi normalt med noget sødt, men bærrene indeholder en del syre og bitterstoffer. De helt friske hindbær er søde, men lige så snart de har været frosset eller opvarmet, træder syren og de skarpe bitterstoffer frem. I denne cider er bærrene brugt sammen med æbler og ingen ekstra sødning. Hindbærsmagen er derfor domineret af de bitre toner og ligger pænt i baggrunden, selv i duften træder den ikke voldsomt meget frem. Sheppy’s med hindbær var den første som hørte til i kategoren semidry.

Cider 5
Sheppys Draught Cider

Jeg måtte slå op hvad draught dækkede over, for han nævnte det som et vigtigt element for denne cider. Og som jeg forstår det, så er det at saften før fermentering ikke har været opvarmet, der tilsættes ikke ekstra sukker og der tilsættes ikke kunstig kulsyre. Om det er helt korrekt forstået ved jeg ikke, men det var hvad jeg kunne læse mig frem til.
Det var en ganske god cider, den imponerede ikke voldsomt, men havde en god smag. Den er også semi dry, og havde en god kombination af sødt og bittert.
Den drak min veninde ca havldelen af, før hun gave resten til mig.

Cider 6
Sheppy’s Vintage Reserve.

Denne cider har vundet flere priser og er lagret på egetræsfade. Det giver den en mørkere farve og en let røget duft og smag. Den var en af dem som jeg virkelig kunne lide, mest fordi smagen var meget kompleks.
Nu er vi derhenne, hvor min veninde bare smagte og gav mig resten og hvor jeg begyndte at synes: “den her smager godt”.
Så er vi ovre i kategorien “mande cidere” og det er vi herfra og til slutningen.

Cider 7
Sheppy’s Kingston Black Cider

Sheppy’s Kingston Black er lavet på Kingston Black æbler, og i modsætning til normalt er skallerne også gæret med i 2 uger. Det medfører, at det er den eneste cider med tanniner, som er det man også kalder garvesyrer. Tanninerne sidder nemlig i skaller, kerner og de små stilkdele.
Den er medium dry, men tanninerne giver den lidt ekstra bitterhed. Den smagte forrygende, men min veninde tog én lille tår og satte den over til mig.

Cider 8
Sheppy’s Dabinett

Sheppy’s Dabinett fik vi fra fad, derfor er billedet her hentet fra nettet. Den smagte fantastisk, og min veninde drak halvdelen af den. Den er semi-dry og der er egentligt ikke en masse fancy eller specielt, at sige om den, det er bare en god cider.

Cider 9
Burrow Hill Farm Pressed

Denne cider er lavet af 11 forskellige æblesorter, så en god sammensætning af forskellige smagtoner. Den var ganske god men ikke noget sådan overlegent særligt. Den var også for tør til min veninde, så hun tog kun en lille tår af den.

Cider 10
Burrow Hill Bottle Fermented Sparkling Dry Cider.

Bottle Fermented Cider, det betyder at efter filtrering og ophældning på flaske tilsættes en lille smule gær. Gæringen fortsætter derfor i flasken og det medfører naturlig dannelse af kulsyre. Normalt tilsættes kulsyre til cider, men denne har naturligt brus. Den er derfor også dry, der er intet sukker tilbage. Det er nemlig det, der definerer hvor tør en cider er, restindholdet af sukker.
Den her var jeg virkelig vild med, men ganske lidt overraskende, var veninden alt andet end begejstret og tog kun en lille tår.

Jeg var voldsomt begejstret for dem, han kaldte mandeciderne, det er de mere tørre af slagsen. Min indre feminist, var ikke voldsomt begejstret for udtalelsen, men jeg må erkende, at der er en tendens til, at kvinder vælger de sødere varianter. Vores smagsløg er meget mere følsomme overfor de bitre smagsstoffer, så vi opfanger dem faktisk, som meget mere bitre end mænd gør.
Der er kun to steder i Danmark, at disse specifikke cidere kan fås, nemlig The Tipsy Toad og et sted i København.

Jeg sad et stykke tid efter smagningen var slut og tog noter, mens jeg drak overskudet. Det betød, at jeg var heldig, at få mig en smagsprøve af velkomstdrinken, Det lykkedes ikke for dem, at få den varmet op, den skulle være omkring 70 grader. Den duftede virkelig af jul, så det ville være fantastisk hvis de serverede den til jul dernede. Den smagte også ret godt og det var rigtigt ærgeligt, at vi ikke kunne smage den varm. For jeg er helt sikker på, at den ville være et hit hos veninden.

Jeg nåede at blive temmelig beruset, eller tipsy er vel et bedre ord i denne sammenhæng 😉
Mine roommates grinede af mig, da jeg kom hjem meget glad og beruset.

2015-09-08 16.37.17
Den hyggelige bar

 

For lige at sige et par ord om stedet også, så havde min ene rommate spurgt mig forud, om ikke “det var sådan et snusket sted, med kun stamkunder”. Og det kunne jeg ærligt ikke svare på da, jeg aldrig havde været der før.
Det klientel, som dukkede op under smagningen og efterfølgende, var hovedsagligt unge studerende eller forholdsvist unge par, på jagt efter et hyggeligt sted at få en øl.  Nu var det selvfølgelig en torsdag aften i august, altså før de studerende starter op på efterårssemesteret og midt i H.C.Andersen festivals. Det har selvfølgelig påvirket klientellet, men jeg kunne forstå på personalet, at det var ret repræsentativt for deres normale klientel.
Stemningen var rigtig hyggelig med mørkt træ, små finurlige lamper og andet pynt.

2015-09-08 16.36.50
En lækker lille lampe (kan købes i Bahne 😉 )

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *