Fyldt aubergine med smørstegte cherrytomater

Print Friendly, PDF & Email

Aubergine er en grøntsag jeg har et ambivalent forhold til. Den har en meget markant smag, som ofte træder for kraftigt igennem. Jeg har endnu ikke lært at elske mousakka, aubergineskiverne er enten alt for smattede, for faste eller smager for kraftigt. Og jeg har forsøgt, forstegning på pande, saltning, forbagning, tykke skiver, tynde skiver og at bruge dem rå, men lige lidt hjælper det. Dog har jeg opdaget at, fyldt aubergine er ovenud lækkert. Når du fylder dem med hakket kød, masser af ost og bager dem i ovnen smager de himmelsk. Derudover er tynde skiver, sprødstegt på grillen og serveret med en lækker dip en fantastisk snack.

Fyldt aubergine er en nem og hurtig sund ret, som kan serveres med et væld af tilbehør. Det gode vejr og forårets øgede lys giver mig lyst til at spise en masse grønt, gerne med mange farver. Derfor har jeg valgt, at servere auberginen med smørstegte cherrytomater. Portionen her er til to personer og hvis du ikke mener det mætter helt nok, kan du servere f.eks. dette glutenfrie brydebrød til.

2015-04-28 19.26.36

Fyldt aubergine

1 aubergine
250 g hakket oksekød
1-2 fed hvidløg
1 rødløg
frugtkød fra auberginen
1 tsk hjemmelavet urtesalt (opskriften finder du her)
lidt friskkværnet peber
smør til stegning

150 g friskrevet parmesanost

Halver auberginen og skrab det kernefyldte kød i midten ud med en ske, så der er en fordybning i auberginen. Det frugtkød du har skrabet ud skæres i små tern og stegs med sammen med kødet. Smøret opvarmes på en pande og finthakket/presset hvidløg tilsættes og ristes let. Finthakket rødløg og auberginefrugtkødet tilsættes og steges mørt. Urtesalt og friskkværnet peber tilsættes og det hele blandes godt. Til sidst tilsættes det hakkede kød og det brunes til det hele er gennemstegt.
Fordel kødet på de to halvdele af auberginen og top med friskrevet parmesanost.
Bag ved 200 grader i 15-20 minutter.

Smørstegte cherrytomater:

1 lille bakke cherrytomater
smør til stegning

Varm smørret op ved høj varme på panden, tilsæt cherrytomaterne og skru ned til medium varme. Vend dem ofte, ved at ryste panden let. De skal helst ikke begynde at springe, men må gerne revne lidt og blive bløde.

Server og nyd 🙂

Fyldt aubergine

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *