Gammeldags glutenfrie fastelavnsboller – med creme.

Jeg har altid elsket de gammeldags fastelavnsboller, du ved dem, der nærmest bare er en bolle med creme i.
Min farmor laver verdens bedste af slagsen, med den bedste creme jeg nogensinde har smagt. Jeg ved ikke hvad hun gør ved den. Selvom jeg følger hendes opskrift og har observeret hende lave den, så bliver min ikke lige så god.

Som med en masse andre ting indenfor madlavning, så ligger noget af det i håndelaget. Noget udefinerbart, som du ikke altid kan kopiere. Jeg håber at med tid og øvelse, så bliver det mig, der har håndelaget. Så jeg kan blive hende mosteren/moderen/bedstemoderen, der laver den bedste fastelavnsbolle 😉
Jaja jeg har langtrækkende planer, eller var det drømme?

Gammeldags glutenfrie fastelavnsboller

I den her opskrift har jeg dog brugt en creme fra en opskrift i en bagebog. Bolledejen er kombineret af to opskrifter, med modifikationer, for at tage højde for, at det skal laves glutenfrit.

Gammeldags glutenfrie fastelavnsboller med creme

Creme:

2 dl mælk
3 æggeblommer
30 g sukker
2 tsk Maizena majsstivelse
1 tsk vanilliepulver eller kornene fra en vanilliestang

Pisk æggeblommer, vanilliepulver, sukker og Maizena sammen i en gryde. I en anden gryde opvarmes mælken til det koger. Den kogende mælk hældes i æggemassen under kraftig omrøring. Cremen varmes igennem til den tykner og køles af. Den stilles i køleskabet når den er afkølet, så den bliver helt kold. Lav den eventuelt dagen før.

Dej:

2 dl mælk
50 g gær
1 æg
30 g sukker
1 tsk vanilliepulver (kan udelades)
125 g smør
375 g Finax orange glutenfri mel
1 ekstra æg til pensling

Lun mælken til den er lillefingervarm, og rør gæren ud i den. I en skål piskes æg, sukker og vanilliepulver sammen. Smøret tilsættes og det hele piskes jævnt.
Ca halvdelen af melet tilsættes til mælken og det blandes godt sammen. Tilsæt æggemassen og bland godt igen inden resten af melet tilsættes. rør dejen godt sammen og stil den til hævning i 30 minutter. Tag den ud på et meldrysset bord og ælt den igennem. 
Del dejen i 12-16 boller og tryk dem flade med hænderne, til de er ca ½-1 cm i tykkelsen, du kan også bruge en kagerulle. Læg en spsk creme på hver og fold siderne op over cremen, så du lukker bollen omkring cremen. Klem forsigtigt samlingerne sammen og læg bollen med samlingen nedad, på en bageplade med bagepapir. Vær forsigtig med ikke, at få dejen for tynd, da den så revner når du lukker den. Form bollerne, så de er pænt runde og stil dem til hævning i en time.

Efter hævning, pensles bollerne med sammenpisket æg og bages ved 225 grader i 10 minutter.

001

002

Indholdet af psyllium frøskaller i den orange finax gør, at efter man har rørt dejen godt sammen, lige skal lade den stå i 30 minutter og sætte sig. Den ser stadig meget klistret ud, efter at den har sat sig. Men den bliver blød og nem at arbejde med, når man hælder den ud på et bord, med et meget fint og tyndt lag mel, og ælter den igennem.

Tips og tricks:

Evt. kan man komme dem i store flade muffinsforme, eller lægge dem ned i en smurt muffinsform, for at sikre de bliver flot runde. Det gik nu ellers ret godt uden for mig, men jeg brugte også lidt tid og energi på, at gøre dem fint runde med hænderne.

Man kan skære ca 100 g mørk chokolade i små stykker og lægge et stykke ovenpå cremen inden man folder siderne op.

Man kan få friskbagte fastelavnsboller, ved at lade dem hæve i køleskabet natten over.

De kan fryses ubagte og skal så tø op i køleskabet natten over og stilles til hævning lunt inden de bages.

 

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

2 Comments

  1. Jette
    2015-02-24 / 7:28 am

    I metodikken til fastelavnsboller med creme nævner du frøskaller, men de er ikke angivet under ingredienser. Hvor meget skal der i?

    • Tekla
      Forfatter
      2015-02-25 / 12:36 pm

      Det er tilsat til melblandingen jeg har brugt, den orange fra finax. Så man skal lade den hvile ligesom man ville, hvis man selv havde tilsat dem. Det gør dejen meget nemmere at arbejde med, da den er meget klistret lige efter man har rørt den sammen.
      Jeg har præciseret det oppe i teksten nu, tak for at du gjorde mig opmærksom på at det ikke var beskrevet helt klart 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *