Glutenfri cheesecake med passionsfrugt og lime

Denne cheesecake med passiosnfrugt har jeg lavet adskillige gange, første gang i 2008, hvor jeg holdt en påskefrokost. Den passer så godt til påsken, da passionsfrugtgeléen på toppen har en smuk gul farve.

Jeg laver altid bagte cheesecakes, jeg synes at ostemassen får en meget bedre konsistens end i de ubagte. Faktisk var dette den første cheesecake, jeg nogensinde lavede og jeg har brugt den, som basisopskrift for mange varianter. Uanset hvor mange andre gode opskrifter jeg har afprøvet, vender jeg altid tilbage til denne, den rammer præcist sådan, som jeg synes cheesecake er bedst. Ratioen mellem kiks, ostelag og gelé er rigtig god og den er ikke for sød. Mest af alt har den den helt rigtige fasthed men beholder sin cremethed.

Den skal stå på køl natten over, så det er én af de kager/desserter, som er gode, at lave til gæster. Man skal ikke andet på selve dagen end, at tage den ud af formen og anrette den.

2016-03-24 16.44.25

Glutenfri kiksebund

250 g glutenfrie havrekiks
125 g smør
25 g mørk muscovadosukker

Knus kiksene fint, brug evt en minihakker, foodprsocessor eller, som jeg gør, en morter, bunden bliver bedst, hvis der ikke er mellemstore stykker i. Kom smør og muscovadosukker i og bland til det er godt arbejdet sammen. Smør siderne i en stor springform og læg bagepapir i bunden. Fordel kiksemassen over bunden og tryk det godt sammen. Stil kiksebunden på køl i min 30 minutter.

Ostemasse

500 g neutral flødeost
100 g sukker
Fintrevet skal og saft af 2 limefrugter
2 æg
5 passionsfrugter

Pisk flødeost, sukker, limeskal og limesaft sammen til en cremet masse. Skrab hele indholdet af passionsfrugterne ud i en skål. Bland passionsfrugtkødet med de to æg og pisk det sammen. Pisk blandingen af æg og passionsfrugtkød i ostemassen lidt ad gangen ved lav hastighed.
Fordel ostemassen over den kolde kiksebund, glat overfladen ud med en dejskraber og bag det hele i en forvarmet ovn ved 160 ºC i 45-50 minutter. Lad kagen køle helt af.

Passionsfrugtgelé

1 spsk sukker
4 spsk vand
3 tsk maizena majsstivelse
5 passionsfrugter

Bland sukker, 2 spsk vand og maizena i en gryde og rør det jævnt over svag varme. Skrab hele indholdet af passionsfrugterne ud og kom det i gryden sammen med de sidste 2 spsk vand og pisk det godt sammen. Skru op på medium varme og rør med rolige bevægelser til det kommer i kog og tykner. Hæld den varme gele over den kolde kage og lad det køle af 30 minutter. Sæt cheesecaken i køleskabet natten over, så geléen kan sætte sig.

2016-03-24 16.49.11

Den er dejligt frisk så server den på en varm sommerdag med et glas perlende bobler og nyd smagen af sommer.

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *