Glutenfri Chocolate Chip Cookie Mix

Print Friendly, PDF & Email

En af mine bekendte havde en masse glutenfrie produkter, som hun havde købt til sin søn. Men han er allergisk overfor mange ting, så der var noget andet i dem, som han ikke kan tåle. Hun spurgte om jeg ville have de produkter og det kunne jeg jo ikke sige nej til. Iblandt det var noget pasta, nogle brød mix, nogle knækbrød og så en glutenfri chocolate chip cookie mix. Mærket er Hale & Hearty og de er købt i en Helsam. Jeg vil se om jeg kan få flere af dem, for de er virkelig gode! http://www.halenhearty.co.uk/

Det er meget nemt at lave dem, der skal æg og smør i, men der står også hvordan man laver dem ægge og mælkefrit, hvis man ønsker det. Der er desuden små forslag til hvad man kan tilsætte, med mængdeangivelse, hvis man ønsker en anden variant. De er lavet med fuldkornshavreflager, så de er lidt grove i det, men det er faktisk med til, at gøre dem bedre.

glutenfri chocolate chip cookie mix

 

De blev lidt mørke under bunden, jeg gave dem ellers kun 10 minutter og anvisningen var 10-15 minutter. Men det er det der med, at to ovne ikke bager ens og jeg endnu ikke er helt fortrolig med min kærestes ovn. I min egen skal jeg altid give ting lidt længere end anvisningen, men hans er åbenbart modsat.

glutenfri chocolate chip cookie mix

Det blev en lille portion cookies, som forsvandt ret hurtigt. Jeg lavede dem til gæster en aften og de var helt vilde med dem.

Glutenfrie bagemix generelt

Der er mange, der er modstander af at bruge bagemix.  Det er mere rigtigt at bage fra bunden af. Langt hen ad vejen, er jeg enig i, at det er bedre selv, at blande ingredienserne. Så undgår man også smagsforstærkere, konserveringsmidler og stærkt forabejdede ingredienser, som ofte er i bagemix. Men heldigvis vinder det mere og mere frem, at bagemix udelukkende er melmix med f.eks. chokoladestykker i. Denne chocolate chip cookie mix er netop bare dét. Jeg undgår dem med deglutineret hvedestivelse, skummetmælkspulver, æggepulver og alt muligt andet, der er forarbejdet til ukendelighed.

Jeg har også den oplevelse, at med en ordentlig bagemix, får man et langt bedre resultat smagsmæssigt. Du vil se flere anmeldelser af bagemix, indimellem må det godt være nemt. Der er flere af de glutenfrie bagemix, der er højere kvalitet end af de alm. bagemix. Det skyldes til dels, at kundegrundlaget for glutenfrie produkter er ret lille. Derfor er mange produkter også rent økologiske, veganske, mælkefri og æggefri, hvorved det samme produkt rammer et større segment. Det betragter jeg som en stor fordel, da det nogle gange automatisk højner kvaliteten af produkterne.

Det gør dog også, at nogle omkring mig mener, at det er lige alternativt nok. For hvad er der galt med ikke økologisk chokolade? I og for sig intet, men jeg har i et stykke tid alligevel ofte valgt økologisk chokolade. Jeg har erfaret, at det smager bedre og aldrig er fyldt med alt muligt ekstra, som kun er der for at strække produktet, så der kan spares penge på produktionen.

For mig handler det om kvalitet og respekt for råvarerne, samt kunderne. Når råvarerne udvandes så meget, at det er nødvendigt med smagsforstærkere, er der ikke respekt for råvarerne eller kunderne. Siden jeg var barn har jeg kunnet smage forskel. Min mor brokkede sig altid over, at jeg ville have de dyreste alternativer af alt. Men jeg spiste bare ikke de andre, så hun overgav sig på et tidspunkt.
Jeg har også haft et unormalt højt madbudget, for en studerende. Andre studerende har været ved at gå bagover, når jeg valgte den økologiske mælk med Jerseymælk til 10 kr. Men jeg kan ikke lide den billige og så er de 6 kr spildt, når jeg hælder 3/4 l mælk væk, i stedet for at drikke den.

Noget om gæster og glutenfrit

Det er dejligt, når folk bliver begejstrede for det glutenfrie bagværk, man serverer for dem. Jeg oplever ofte, at nogle ikke vil smage, for de ikke tror det er lige så godt som rigtigt bagværk. Det er rigtig trist, for nogle gange er det faktisk bedre. Jeg spiser f.eks. næsten aldrig småkager normalt, for jeg synes de er for søde. Men havresmagen gør faktisk, at disse er bedre end de hvedemelsbaserede chokolate chip cookies, jeg har smagt.

F.eks. oplevede jeg til julefrokosten, da min nevø hellere ville have mit brød end alm. franskbrød og rugbrød, at folk blev lidt fortørnede, for han er jo ikke glutenintolerent. Men han kan bedre lide det og så sker der jo absolut intet ved, at han spiser det frem for alm. brød. Det er måske endda en lille smule sundere, fordi jeg ofte bruger fuldkornsrismel, fuldkornsmajsmel og mange kerner, når jeg bager glutenfrit brød.

Om det skyldes, at de synes det er unødvendigt, at spise det. Det er jo dyrere at fremstille eller det skyldes, at de mener, det er for specielt og mærkeligt til at kunne være godt, ved jeg ikke. Men i hvert fald, møder jeg lidt modvillighed mod at smage og prøve det glutenfrie bagværk, jeg serverer. Så nogle gange siger jeg ikke til folk, at det de får er glutenfrit, før de har smagt det og rost det 😉

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *