Glutenfrie kanapéer – perfekt til nytår eller fejringer

Indlægget indeholder reklamelink links (markeret med *)

Til nytår 2014 serverede vi kanapéer til dronningens nytårstale. Selvfølgelig skulle jeg også have glutenfrie kanapéer Vi havde valgt at lave 5 forskellige, hvor de 3 af dem var på forskellige typer kiks eller brød. Jeg havde købt Sempers saltkiks i Kvickly og de var rigtigt gode, at bruge til det. Hvis man ønsker samme variation i udseendet, som opnås med forskellige kiks, kan man købe flere forskellige slags, eller bage nogle selv.

006

glutenfrie kanapéer

Glutenfrie kanapéer

Alle opskrifter nedenfor er til 20 personer.
Gæsterne ankom kl 17 og fik lidt tid til at hilse på hinanden og mingle lidt, inden vi samledes om at se dronningens nytårstale. Hertl fik de serveret et glas bobler og kanapéerne.

Djævleæg

10 hårdkogte æg
1 dl creme fraiche
Cayennepeber

Æggene deles i to og blommerne tages ud og røres sammen med creme fraiche og cayennepeber. Kom æggeblommecremen tilbage i hulningerne med en sprøjtepose, så der kommer en fin lille top. Drys med lidt ekstra cayennepeber og server.

Mexikanske bidder

½ rød peber
½ løg
2 fed hvidløg
1 moden avocado
Kyllingekød i meget små tern
Mexikansk kryddermix
1 dl olie
1 ps Tortillchips

Rød peber, hvidløg og løg skæres i meget fine tern og blandes sammen med kødet fra avocadoerne til en guacamole. Kyllingekødet steges i olie tilsat det mexikanske krydderi. Tortillachipsene (de hele) anrettes med en lille klat guacamole og et stykke kyllingekød lagt på hver.

Humustoast

1 pakke glutenfri toastbrød fra frost
1 ds kikærter
2 spsk olivenolie
2 fed hvidløg
1-2 spsk væske fra kikærterne hvis det er for fast/tørt
3 spsk citronsaft
2 spsk tahin (sesampasta)*
Salt og peber
Persille
Cayennepeber

Brug en kageudstikker til at lave små mundrette bidder af de glutenfrie toastbrødskiver. Smør dem med lidt olivenolie og rist dem gyldne i ovnen ved 200 ºC, 5-10 minutter.
Hæld væsken fra kikærterne og gem en lille smule. Blend kikærter, olie og hvidløg til en ensartet masse, hvis den er for fast tilsættes væsken fra kikærterne. Det smages til med citronsaft, tahin og salt og peber.
Minitoast anrettes med en lille klat humus, en lille kvist persille og et drys cayennepeber.

Rejesalat på glutenfrie kiks

100 g rejer i lage
½-1 dl creme fraiche
1 spsk mayonnaise evt jordskokkeaiolien
Salt og peber
1 pk Grove glutenfrie kiks
1 ds sorte kaviar
1 lille agurk i tynde skiver

Rejerne dryppes af i en si, de kan skæres i mindre stykker hvis de er meget store, og røres sammen med creme fraiche og mayonnaise. Det smages til med salt og peber.
En lille klat rejesalat anrettes på kiksene med kaviar og en agurkeskive.

Rygeostcreme på blinis

20 stk glutenfrie blinis eller kartoffelblinis (se nedenfor)
1 lille bøtte rygeost
1 dl cremefraiche
Salt og peber
purløg

Rygeost og creme fraiche røres sammen og smages til med salt og peber. Cremen anrettes på blinis med et drys purløg.

Glutenfrie kartoffelblinis

350 g kartofler
3 æg
25 g boghvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk revet muskatnød
1 dl sødmælk
Salt, peber
25 g smør

Kog og mos kartoflerne fint. Del æg i blommer og hvider og rør blommerne i kartoffelmosen. Tilsæt boghvedemel, bagepulver, muskatnød, sødmælk, salt og peber og rør det hele sammen til en glat dej. Æggehviderne piskes stive og vendes i dejen. Smelt smøret på panden og vend det i dejen. Steg blinisser på 4-5 cm i diameter til de er gyldne på begge sider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *