Hjælp – Jeg får en glutenallergiker på besøg!

Print Friendly, PDF & Email

For os, som lever med cøliaki eller ikke-cøliakisk glutenintolerance er det hverdag – vane. Vi har styr på hvor, hvad og hvordan, men for pårørende er det nogle gange svært. Læs med her hvis du får en glutenallergiker på besøg.

Spørg glutenallergikeren til råds

Først og fremmest, spørg personen med glutenallergi til råds. Fortæl dem hvad du regner med at servere og spørg hvordan det evt. kan laves glutenfrit. De fleste ting er nemmere end man regner med og gluten er langt flere steder end man forventer. Så spørg, informer og spørg igen.

Tjek indholdsfortegnelsen for Hvede, Rug, Byg og Havre

Gluten findes i hvede, rug, byg og havre. Husk det! De fire ord er alt du skal kunne.
Når du handler ind skal du mod sædvane vende alt om og læse ingredienslisten. Heldigvis er det gjort nemt, producenter skal markere allergener. Ofte står det med fed eller er skrevet direkte under et særskilt punkt om allergener. Så skim, det gør vi. Husk du ikke behøver lære E-numre eller svære navne – kun de fire ord. Husk vend alt om og kig efter de fire ord. Jeg mener alt! Det er også en god idé lige at gemme embalagen, så allergikeren kan eftertjekke f.eks slik og snacks.

Fortæl restaurant eller caterer at der kommer en glutenallergiker

Skal du bestille mad udefra, så sig, at der er en glutenallergiker med. Altid informer alle parter om allergier, så tidligt som muligt i processen og gentag det gerne. Hvis en restaurant skal tage hensyn til det, skal de vide det. Ofte er der ting, som laves i forvejen og så er det for sent på selve dagen. Der kan også være specielle ingredienser, der skal bestilles hjem og det skal der være tid til. Det samme hvis i bestiller take out, start med at spørge allergikeren og fortæl restauranten, at der er en glutenallergiker.

Brug naturligt glutenfrie ingredienser og lave en ret alle kan spise

Jeg har erfaret, at for nemheds skyld laves det samme til alle. Får jeg en mælkeallergiker, vegetar, nøddeallergiker eller andre med specielle behov på besøg, laver jeg mad alle kan spise. Min kæreste vil nogle gange gerne lave to versioner og det er i min optik unødvendigt ekstra arbejde. Ingen tager skade af, at spise mad uden mælk, kød eller hvad nu det må være en gang imellem. Så gør det nemt for jer selv, gerne i samråd med allergikeren, de har øvelse i, at undgå det, de ikke tåler. Mine gæster spiser for øvrigt oftest glutenfrit, når de er her. Vælg de naturligt glutenfrie produkter, kartofler, ris og grønt. Vælg ikke en indbagt kødret eller en farsret med hvedemel. Gør det nemt for dig selv, så du ikke skal købe dyre erstatningsprodukter. For jævning af en sovs uden gluten, læs her.

Pas på krydskontaminering

Til sidst er der noget, som de fleste glemmer. Krydskontaminering kaldes det med et fint ord. Gluten overført fra skærebræt, knive, melstøv på håndmixeren eller bordet og krummer i ovnen eller i smøret. Det virker som hysteri, men er et kæmpe problem. Vi opgør gluten i PPM (Parts Per Million), så selv den mest uanseelige smule er nok til, at vi bliver syge. Korrekt vi får sjældent anafylaktisk chok og dør på stedet, men vi bliver altså syge og det kan vare i adskillige dage. Brug aldrig samme kniv og skærebræt til glutenholdigt og glutenfrit brød. Ja det er besværligt, skaber ekstra opvask osv. men dine kære er det værd! Igen spørg og inddrag allergikeren, de vil gerne hjælpe.

Som sædvanligt har jeg svært ved, at holde det kort, præcist og uden for mange oplysninger. Informationsoverbelastning gør det ikke nemmere. Men jeg håber, at jeg har hjulpet dig. Bare lidt, ikk?

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *