Hjemmelavet hindbæreddike og min nye yndlingsdressing.

For noget tid siden, lavede vi en ny opskrift til madplanen, hvor der skulle bruges hindbæreddike. Jeg besluttede at lave den selv, det er nemlig virkelig enkelt. Den opskrift jeg oprindeligt lavede den til var ikke noget særligt. Jeg har sidenhen brugt den til mange lækre ting inkl. denne dressing, som er blevet en yndling her i huset.
Eddike fungerer rigtigt godt i dressinger og jo mere smag jo bedre. Denne hindbæreddike har en helt fantastisk lækker smag og giver virkelig meget til en dressing.

Lige nu er jo tiden for friske hindbær og én måde at bevare smagen af sommer er ved at lave en hindbæreddike af de friske bær.

Hindbæreddike-2

Hjemmelavet hindbæreddike

100 g friske hindbær
Hvidvinseddike

Kom hindbærrene i en flaske eller anden beholder og hæld eddike over til den er dækket . Lad den trække mindst en uge men gerne længere. Eddiken kan holde sig i op til 6 måneder. Hold øje med om der kommer svirvler i. Det betyder, at der er mikrobiel vækst og så skal eddiken kasseres.

Jeg har ikke prøvet at lave den med frosne hindbær. Men jeg tror godt, du  kan lave eddike med dem, hvis du ikke har friske hindbær til rådighed.

Min nye yndlingsdressing

6 spsk hindbæreddike
6 spsk god olivenolie
2 tsk letflydende honning
3 fed hvidløg
Friskkværnet peber

Hvidløg skrælles og presses eller hakkes fint. Kom alle ingredienser i en beholder med tætsluttende låg og ryst det godt sammen. Server med en grøn salat efter eget valg.

Vi serverede denne dressing for en af kærestens kammerater og han var vildt begejstret. Vi måtte dog love ikke at fortælle hans kæreste at det var den bedste salat han havde fået, for så ville hun bare servere mere salat 😛 Jeg lovede at linke til denne opskrift når jeg havde fået den på bloggen, mest fordi han virkelig gerne ville have en hindbæreddike til at stå derhjemme.

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *