Lad dig ikke stoppe af cøliaki, glutenintolerance eller -sensitivitet!

Jeg har længe tænkt over det med, at lade sig begrænse og holde tilbage af sin fødevareallergi. Jeg oplever ofte. at folk ikke mener de kan tage ud, fordi de har haft dårlige oplevelser. De mener det er for besværligt, eller de gider ikke, når de kun har to valgmuligheder. Det synes jeg er så synd, for de snyder sig selv, for mange gode oplevelser. Lad dig ikke stoppe af cøliaki.

Lad dig ikke stoppe af Cøliaki

Jeg er typen, der kaster mig ud i at indsamle oplysninger og undersøge muligheder, finde alternativer og bruger timer på at handle ind, fordi jeg nærlæser alle ingredienslister.
Det har gjort, at jeg hurtigt har følt mig hjemme i det med, at leve glutenfrit. Se det lidt som at, nu er der et nyt område, du skal lære alt om. Du skal indsamle nok oplysninger til at blive ekspert på området. Jo mere du læser og lærer, jo nemmere bliver det at gennemskue og overskue. Så grib det an som en arbejdsopgave, der skal løses. Du har fået ansvaret for at samle al tilgængelig viden om emnerne gluten, glutenallergi, gluten i mad og glutenfri mad.

Der er stadig meget at lære, mange ting jeg ikke ved og masser af lækre glutenfrie produkter, jeg endnu ikke kender.
Jeg elsker madlavning og bagning og har altid interesseret mig for ingredienserne, hvad de kan og hvorfor man bruger dem. Det har hjulpet mig utroligt meget til nemt, at kunne erstatte glutenholdige ting i min mad.

Tag ud at spise

Det kræver lidt mere forberedelse, men det er tiden og energien værd. Undersøg hvilke steder i dit område, som tilbyder glutenfri.

Jeg tager på restaurant, og ja jeg har ikke det fulde menukort at vælge ud fra, men der er altid noget, jeg kan vælge. Jeg bestiller take out, og her gælder det samme, jeg kan måske kun vælge 1-2 ting på menukortet, men så er det også nemmere at vælge. F.eks så har MacDonalds og Burger King glutenfrie burgerboller og så kan du bestille din favoritburger i en glutenfri bolle. De reklamerer ikke med at de har det, så man skal vide det, men det findes og du kan tage på MacD med vennerne.

Jeg tager på burgerrestaurant og bestiller min burger uden bolle men med ekstra salat, det smager eminent og med en portion pommes frites til mætter det fint. Pommes frites skal du dog være påpasselig med, da de kan indeholde gluten. Jeg tager på Italiensk restaurant og bestiller en bøf, de laver eminente bøfretter eller en risotto. Du skal ikke være så bange for at tage ud, det er nemmere end du tror.

For nylig var jeg inviteret til et arrangement, hvor der blev serveret fasan tilberedet over bål, det var al den info, jeg fik i invitationen. Så jeg skrev til arrangørerne og spurgte, hvordan den blev lavet og serveret, da jeg var glutenintolerent og derfor skulle vide, om jeg kunne spise det. De var supersøde og sendte mig opskriften samt besked om, at der blev serveret brød til og spurgte pænt, om jeg kunne tage mit eget med. På den måde kunne jeg komme med og have en god eftermiddag med virkelig lækker mad.

Lav research

Tag kontakt til spisestedet, og hvis du ikke er sikker på, at de har styr på hvad gluten er og hvor det findes, så spørg lidt mere ind til det. Stil nogle uddybende spørgsmål, som f.eks hvilke retter de vil kunne tilbyde glutenfrit og hvad de erstatter med. Hvis de svarer tilfredsstillende på det, så kan du godt stole på de har styr på det. Forbered jer dig god tid, giv dem forvarsel om, at du kommer og kig på menukortet, før i kontakter dem.

Hvis i er inviteret til stor familiefest, så husk værterne på, at de lige skal meddele, at der kommer en gæst med fødevareallergi. Mange tænker ikke over at det er nødvendigt, fordi de ikke tænker over hvor meget mad, der indeholder gluten/laktose/citron/nødder.

Der er steder, hvor man bare ikke kan komme, og det er jo ærgeligt, men mon ikke man kan finde noget, der er lige så godt et andet sted. Min kæreste og jeg skulle til København og han ville meget gerne et sted hen, jeg har glemt hvad det hedder. Men de havde kun øl som drikkevarer, og langt de fleste af deres madretter var tilberedt med øl. Altså jeg ville kunne få et glas vand, og der var, så vidt jeg kunne se, ikke én ret jeg kunne vælge på menukortet. Det er jo ikke dér man tager hen, når man ikke kan tåle gluten. Så der må kærestemanden min tage hen med nogle andre, og så tog vi på madklubben i stedet, et superfint sted, med lækker mad. De havde cokctails, vin og cider, så der var masser af lækkert til mig at drikke 😉

Lad dig ikke skræmme

Det er også vigtigt ikke, at lade sig skræmme. Jeg har ofte oplevet, at folk går helt i selvsving over, at jeg spiser noget, som en de kender, har reageret på. Eller de har hørt et eller andet sted, at der er gluten i, og så kan jeg umuligt vide bedre. Der er også stor usikkerhed på mange af de fora hvor man kan stille spørgsmål, da man får modstridende svar. Det skyldes forskelle i følsomhed, misforståelser og frygt for, at spise noget man bliver syg af.  Du skal stole på din egen krop, hvis den fortæller dig, at det her er ikke godt, så tro på den. Det samme gælder hvis den ikke siger noget, for så har den nok ikke noget, at brokke sig over. Det er selvfølgelig en stor hjælp, at stille spørgsmål og få svar, så hold jer endelig ikke tilbage med det.

Kend dine grænser

Nogle gange bliver en madvare udråbt som glutenholdig uden at være det. Men nogle reagerer på de mindste spor af gluten, og de kan opleve at reagere på det. Det betyder ikke at du gør. Men test det under kendte omstændigheder, hvor du sikrer dig, at det er det eneste, der kan fremkalde en reaktion. Ellers kan du risikere, at skære noget ud, helt uden grund. Det gør jo kun livet endnu mere besværligt, end det behøver være. Det hjælper rigtigt meget, at vide præcist hvad du kan og ikke kan spise. Jeg drikker glutenfrie øl, selvom de ikke er naturligt glutenfrie. Dét er der jeg går på kompromis. Men jeg kan kun drikke én, hvis jeg får tre reagerer min mave og så holder jeg mig til én.

F.eks. har jeg fået at vide at jeg aldrig kan spise pommes frites igen, for der er gluten i, men har altså fundet mange forskellige pommes frites i supermarkedernes frysediske, der er helt glutenfrie. Det er korrekt, at det ikke er dem, som er på tilbud, men i stedet dem, der er lidt dyrere. Men så er de altså også virkelg god kvalitet og indeholder kartoffel og lidt olie. Ikke en masse krydderier, overfladebehandlingsstoffer, smagsforstærkere og konserveringsmidler, bare kartoffel og olie. Det er ofte tilfældet med rigtigt meget mad. Hvis du vil betale for ordentlig kvalitet, slipper du også for unødvendige tilsætningsstoffer, hvor nogle af dem er glutenholdige.

Krydskontaminering

Det er den største risiko ved, at tage ud. Er du meget følsomt er der meget få steder du kan tage ud. Det er steder som Glutenfri Zone i Silkeborg, hvor alt er naturligt glutenfrit. Brug det glutenfrie netværk på facebook, der kender medlemmerne de gode steder i hele landet.

Brug de officielle sider som astma- og allergiforeningens hjemmeside, de har styr på reglerne om mærkning af allergener. Og stol aldrig på, at alle virksomheder overholder dem, så lad være med bare at scanne ingredienslisten for fremhævelser, nogle af dem “genmmer” det som alm tekst.

Kast dig ud i det, lad dig ikke stoppe af cøliaki!
Lad være med at snyde jer selv for en masse godt, i ikke behøver at holde jer fra. Men hav hovedet med og forbered jer.

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *