Luftige glutenfrie havreboller – fra Naturlig glutenfri mad bagekurset

Disse lækre luftige glutenfrie havreboller har jeg virkelig nydt resterne af. Jeg forventer ikke at dem, jeg bager herhjemme næste gang vil smage helt ligeså lækkert. Jeg har en rigtig god glutenfri fuldkornshavremel, men den kan nok ikke måle sig med den helt friskkværnede mel vi brugte til kurset. Har du ikke havremel, så kan du sagtens bruge havregryn, som du maler i en minihakker/foodprocessor i stedet. Jeg vil prøve at lave dem med en blanding af mel og havregryn. Min mel er finere malet, end den vi brugte på kurset og jeg godt kan lide den grove struktur bollerne havde.

2014-04-18 11.30.44

Havreboller

Luftige glutenfrie havreboller

15 g gær
5 dl vand
20 g husk
65 g boghvedemel
65 g majsmel
1½ tsk havsalt
30 g solsikkekerner (kan udelades eller erstattes af andre kerner)
270 g havremel/havregryn

Opløs gæren i vandet og  tilsæt husk, boghvedemel og majsmel. Bland det grundigt og lad det stå i 5 minutter. Tilsæt salt, solsikkekerner og havremel og rør grundigt. Skyl hænderne i koldt vand, form 8-12 stk med de våde hænder og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Stil dem til hævning i 30 minutter og bag dem ved 200 grader i 25-35 minutter.

Som beskrevet i min anmeldelse af bagekurset, så brugte vi dampovn, da vi bagte dem. Har du ikke en dampovn, kan du med fordel stille et fad med vand ind i bunden af ovnen.  Vandet fordamper fra fadet og giver lidt af den effekt en dampovn har.

Denne dej er også velegnet til andre ting end boller. F.eks. burgerboller, så kan man lave dem store. Den kan også bruges til pølsehorn, form aflange boller rundt om pølser skåret i passende længde. Dejen er for blød og klistret til at rulle ud og vikle om pølserne. Men de bliver stadig gode.

 

Få mit cheat sheet til succesfuld glutenfri bagning og bag de lækreste luftige glutenfrie brød.

Alt du skal gøre et at registrere din e-mail herunder og så får du mit cheat sheet.

Du siger samtidig ja til, at modtage e-mail fra mig. Hvis du bliver træt af, at høre fra mig, kan du altid melde dig ud af klubben igen



30 Comments

  1. Jette
    2016-03-05 / 12:56 pm

    Hej:) Hvordan holder disse boller sig? Er de gode dagen efter de er bagt eller bliver de hurtigt tørre? Og kan de fryses?
    Mvh Jette

    • Tekla
      Forfatter
      2016-03-05 / 2:53 pm

      Hej Jette
      De holder sig rigtigt godt, de er gode op til 5 dage efter de er bagt, hvis man luner dem på enten brødrister eller i ovn. De er ganske fryseegnet, så bag bare en god portion og kom dem i fryseren, det gør jeg 😀
      mvh Tekla

  2. Christiane
    2016-04-02 / 2:08 am

    Boghvede tåler jeg ikke kan jeg bruge andet tåler ris majs kartoffel og havre af mel

  3. Michael Fitzgerald
    2016-07-17 / 12:06 pm

    Hej
    jeg har lavet dine boller en gang om ugen det sidste halve år og jeg elsker dem 🙂 De slår gluttenboller efter min smag. Jeg udskifter dog solsikkekærner med hørfrø og ganger op med 1,5.
    Tak for en god opskrift.
    Vh. Michael

    • Tekla
      Forfatter
      2016-07-18 / 10:24 pm

      Tusind tak Michael
      Jeg skal dog sige at opskriften her ikke er udviklet af mig, men i stedet af hende, som jeg lærte at bage glutenfri hos. Det er Nina, som driver Glutenfri Zone i Silkeborg. Så er du på de kanter, så kig forbi og lad hende forkæle din gane med en masse glutenfrie lækkerier.

  4. Susanne
    2016-08-06 / 12:19 pm

    Hej Tekla
    Tusind tak for den lækre opskrift du har valgt at dele med os andre😊
    Blev nydt med hjemmelavet lun leverpostej og en god kop morgenkaffe👍
    Spændende blok du har og sikke en masse gode informationer og tips til mig som har haft nøjagtige de samme symptomer som dig 😣
    MvH
    Susanne

    • Tekla
      Forfatter
      2016-08-15 / 10:38 am

      Hej susanne
      Det lyder lækkert, hjemmelavet leverpostej er så godt 😀
      Tak for de fine ord 🙂
      Jeg er rigtigt glad for, at mine oplevelser og de løsninger jeg finder på også kan hjælpe andre.
      Hilsen Tekla

  5. Maja
    2017-03-02 / 3:42 pm

    Endelig nogen boller som minder om almindeligt brød 😊

  6. Heidi
    2017-08-10 / 9:22 am

    Jeg synes mine virker mega tørre og undlod de sidste 70g havremel.. Hvad har jeg gjort forkert?? De er ikke bagt endnu..

    • Tekla
      Forfatter
      2017-08-10 / 11:25 am

      Hej Heidi
      Det er meget svært at svare på dét, uden at jeg kan se og mærke din dej.
      Hvad er tørt for dig? Er det fordi dejen ikke kan æltes og ikke er elastisk? For dét bliver den ikke. Er det fordi den er fast, tung og kompakt at forme? For det er den.
      Prøv at bage dem og se hvordan de bliver, er mit bedste bud.
      Håber du lykkes med dem.
      M.v.h Tekla

  7. Lene madsen
    2017-09-02 / 10:20 am

    Skal de ikke forgæves?

    • Tekla
      Forfatter
      2017-09-03 / 7:33 pm

      Hej Lene
      Nej disse boller behøver ikke blive forhævet. Men du må selvfølgelig gerne prøve, at forhæve dem og fortælle mig hvordan det går.
      mvh Tekla

  8. Lise
    2017-10-10 / 12:05 am

    Hej Tekla,

    Jeg er lidt overrasket over den lille mængde gær i denne opskrift – kun 15 g. Er dette til almindelig våd gær eller tørgær? Jeg brugte våd gær og mine boller hævede nærmest ikke. De blev dog stadig gode i konsistens og smag, men næste gang tænker jeg at bruge hele pakken af gær på 50 g ? 🙂

    Mvh Lise

    • Tekla
      Forfatter
      2017-10-10 / 12:28 am

      Hej Lise

      Du kan prøve med 25 g gær, men jeg tror, at 50 g er for meget. Hvis de hæver for meget, risikerer du at de falde sammen igen. De hæver ikke ret meget, men de danner luftbobler indeni og det er det vigtigste. Men du må endelig fortælle mig hvordan det går med mere gær.

      venligst Tekla

      • Lise
        2017-10-11 / 8:53 pm

        Hej igen, og tak for så hurtigt et svar! Jeg prøver med 25 g i stedet næste gang, tak for dit gode råd 🙂

        Det er nogle meget lækre boller og jeg er virkelig overrasket over hvor meget de minder om almindelige hvedemelsboller i både smag og konsistens. Jeg er hermed fast fan af din blog! 😉

        Mvh Lise

        • Tekla
          Forfatter
          2017-10-11 / 8:56 pm

          Lise du er meget velkommen i mit lille univers 🙂
          Husk, at skrive dig op til nyhedsbrevet der kommer snart store nyheder 🙂
          De bedste hilsner Tekla

      • Lise
        2017-10-20 / 8:34 pm

        Hej Tekla. Jeg har netop bagt bollerne igen, denne gang med 25g gær. Men igen har bollerne på ingen måde ændret størrelse, selvom de både har fået en halv times forhævning og en hel time hævning efter formet til boller. Måske min dej er for tør? Er det bageHUSK eller den “grove” HUSK fra den grønne pakke som du selv bruger? Der er jo stor forskel på hvor meget væske 20g af hver slags suger til sig. Jeg bruger den fine pulveriserede bageHUSK fra den gule pakke, og det suger ca dobbelt så meget som den grovere HUSK, så måske min dej er for sej inden jeg blander kerne og havremel i? Den er sådan en meget tyk og slimet masse, som hænger så godt fast i skålen at man nok kan vende den på hovedet. Skal dejen være mere flydende på dette stadie?
        Dine boller på dit billede ser meget hævede og luftige ud, nærmest som burger boller! Sådan bliver mine slet ikke, de er lige så knoglede som da jeg formede dem. Mon du har et forslag til hvad jeg gør galt? 🙂

        Mvh Lise

        • Tekla
          Forfatter
          2017-10-20 / 8:55 pm

          Hej Lise
          Mine ændrer faktisk heller ikke noget særligt størrelse. Jeg bruger altid den gule husk, og afvejer det netop fordi de i vægt bør kunne erstatte hinanden uden ændringer. Men tilføj evt en ekstra dl vand for at se hvad der sker. Dejen er klistret, og det er vigtigt, at have rigeligt vand på hænderne, når du former bollerne.
          De sidste to gange jeg har bagt dem, har de også været lidt for lidt hævede, fordi jeg har skiftet mærke af havre mel. Så i modsætning til hvedemel, som altid opfører sig ens oplever du indimellem, at glutenfri mel ændrer opførsel fra gang til gang.

          Jeg er ked af, at du kæmper sådan med de boller, for de er lækre og smager skønt. Håber at lidt ekstra vand kan løse problemet for dig. Jeg har som sagt oplevet det samme og overvejet, at ændre opskriften til, at bruge lidt mere vand.

          mvh Tekla

          • Lise
            2017-10-20 / 9:18 pm

            Hej igen! Jeg tror at jeg skal have mere vand ved så, for jeg behøvede knapt nok at have vand på hænderne denne gang, da jeg formede bollerne. Mange tak for dine svar, det skal nok lykkes for mig til sidst! 😉

  9. Lis
    2018-09-22 / 1:07 pm

    Super lækre boller ! Det er en uge siden jeg fik at vide at jeg ikke måtte spise gluten og laktose længere og jeg har allerede bagt disse boller 2 gange. Denne gang lavede jeg 3 portioner. Et lille tip en bager lærte mig, i stedet for at sætte vandet i ovnen mens man bager, så lad bollerne hæve midt i ovnen på en bageplade med bagepapir og i nederste rille sætter man så en bradepande, hvor man kommer kogende vand i (ca. 1 liter). De skal hæve ca 20-30 min. Når ovnen er tændt fører den dampen ud af ovnen og man får ikke nær så meget ud af det, som når ovnen er slukket og dermed bliver en forvokset (næsten) lufttæt kasse 🙂 Prøvede det på dette hold boller og de er klart mere luftige end det første hold, hvor jeg brugte metoden i opskriften. Men igen lækker opskrift, TAK 😁

    • Tekla
      Forfatter
      2018-09-22 / 3:17 pm

      Fedt Lis

      Tak for det fine tip 😄

      Kærligst Tekla

  10. Nanna
    2018-11-26 / 4:35 pm

    Er det varmluft eller alm? 🙂

    • Tekla
      Forfatter
      2018-11-27 / 11:22 am

      Hej Nanna

      Det er almindelig, hvis det var varmluft havde det stået i opskriften.

      venligst Tekla

  11. Lise
    2019-05-18 / 6:05 pm

    Hej, jeg har skrevet nogle kommentarer herinde for nogle år siden. Jeg har netop bagt disse boller igen idag, men ændret en smule i opskriften, hvilket resulterede i de bedste glutenfri boller jeg nogensinde har lavet! Luftige, og helt rigtige i konsistensen, så det ikke var til at tro, at der ikke var hvedemel i 😀
    De små ændringer jeg lavede var følgende:
    1) Husk (den gule pakke) røres sammen med gær og vand, uden det andet mel, med K-spade på røremaskine ved høj hastighed og længe nok til at det bliver en sej ‘slimklat’.
    2) i stedet for 270g havremel, brugte jeg 100g havremel og 170g FODMAP melblanding*.
    3) jeg varmede ovnen op på 250grader (normal ovn) med bagepladen i. Bollerne kom så på den opvarmede bageplade og blev sat i ovnen samtidig med at jeg skruede ned på 200grader. Bagte lavt i ovnen i ca 20 min, til de begyndte at få lidt farve. Men tilsatte ikke nogen form for damp eller vandbad. Bare helt almindelig ovn.
    4) penslede til sidst med æg og dryssede med glutenfri, finvalsede Havregryn 🙂

    *FODMAP melblanding = 250g fuldkornsrismel, 250g rismel, 250g tapiocamel, 150g kartoffelstivelse.

    • Lise
      2019-05-18 / 6:07 pm

      Hov jeg penslede naturligvis med æg INDEN bollerne kom i ovnen 😛

      • Tekla
        Forfatter
        2019-05-18 / 9:45 pm

        Hej Lise

        Tak for at dele dine ændringer. Det er skønt, når I lykkes med glutenfri bagning og deler jeres erfaringer 🙂

        Du får helt sikkert en mere luftig bolle, når du bruger en melblanding med så meget stivelse i. Havremel er tungere og kræver mere af de fibre, der laver strukturen. Samtidig med at stivelse selv bidrager til en bedre struktur.

        Du får til gengæld ikke nær så mange kostfibre og mindre næringsrige boller.

        Jeg foretrækker en lidt tungere og grovere bolle, så jeg er mæt længere. Men der er helt sikkert andre, som kan få stor glæde af dine ændringer 🙂

        Kærligst Tekla

  12. Jens
    2020-01-22 / 5:27 pm

    Hej 🙂
    Er det muligt at gange opskriften op, så jeg får flere boller ud af en portion?
    Mvh. Jens

    • Tekla
      Forfatter
      2020-01-22 / 7:47 pm

      Hej Jens
      Jeg har aldrig prøvet at gange opskriften op, men den er så velfungerende at det ikke burde give problemer.

      Hold øje med konsistensen og vær helt sikker på at det bliver blandet ordentligt, hvis du laver mere end dobbelt portion.

      Venligst Tekla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *