Månedens gæst – Pure Food Passion

Print Friendly, PDF & Email

Så blev det endelig tid til den første gæst i Teklas Køkken. Tusind tak for alle de fine forslag jeg fik på mail og Facebook. Det har udvidet min horisont 🙂
Jeg har glædet mig så meget til, at præsentere serien med månedens gæst for dig. Det handler om, at dele al den erfaring, der findes derude, hvis du skal gøre livet uden gluten til en leg.

Månedens gæst – Pure Food Passion

Månedens gæst her i April 2018 er Hanne Rye Petersen, som har Pure Food Passion. Hun tilbyder kostvejledning, laver lækre opskrifter og sælger nogle skønne naturligt glutenfrie bageblandinger med lavt kulhydratindhold. Første gang jeg blev opmærksom på hende, faldt jeg over anmeldelse af hendes bageblandinger på Brians glutenfrie blog på Facebook. De så rigtigt gode ud, så jeg skyndte mig forbi hendes hjemmeside. Der finder du gode opskrifter og ikke mindst de lækre bageblandinger hun laver.

Da jeg var på FoodExpo i Herning for nyligt var jeg også så heldig, at få en hyggelig snak med hende.

Månedens gæst Pure Food Passion

Du kan læse mere på hjemmesiden, Instagram og Facebook.

Hanne har svaret på nogle spørgsmål jeg har stillet hende og her får du svarene. Jeg har sat en enkelt kommentar ind her og der, hvor den er relevant 🙂

Månedens gæst - Pure Food Passion

Hvorfor lever du glutenfrit

Jeg har bøvlet med min mave i rigtig mange år – og i øvrigt andre helbredsmæssige udfordringer, som er forsvundet efter, jeg stoppede med gluten – og fandt til sidst ud af, at jeg ikke kunne tåle gluten. Jeg har ikke fået konstateret cøliaki ved tarmbiopsi, men fået konstateret, at jeg har et gen, der er tæt relateret til cøliaki. Uanset, så er det vigtigste for mig, at jeg kunne mærke en kæmpe forskel på min krop, da jeg skar gluten helt ud af kosten. De første par måneder uden gluten var dog lidt turbulente. Som om der var en masse, der skulle renses ud. Men derefter fik jeg det bare så meget bedre end tidligere, så selvom det indimellem kan være lidt udfordrende at leve glutenfrit, så er jeg ALDRIG fristet til at ”falde i”.

Hvorfor startede du din blog/side

Jeg startede oprindeligt min blog, fordi jeg elsker at lave mad af gode råvarer, fordi jeg elsker at eksperimentere med forskellige fødevarer og fordi jeg sjældent følger én opskrift, men i stedet ender med at udvikle min egne. Dem blev jeg opfordret til at dele af flere omkring mig – og da jeg har arbejdet med kommunikation i en del år efterhånden, gav det meget god mening at kombinere mine to passioner i en blog. Da jeg så også startede med at leve glutenfrit, gav det endnu mere mening at dele mine erfaringer med andre – og det var så det, der for knap et år siden resulterede i, at jeg lancerede mine nemme og sunde glutenfri melblandinger, som selvfølgelig er blevet et omdrejningspunkt på hjemmesiden.

Hvilken ingrediens har du altid i dit køkken?

Oh, den er svær… der er MANGE ingredienser, som jeg altid sørger for at have. Èn ting er mine melblandinger, så jeg hurtigt kan bage lækkert brød. Derudover er økologisk smør (den slags der er kærnet på gammeldags manér) og en eller anden god ost altid at finde i mit køleskab. Jeg ville ønske, der var lidt flere mennesker, der købte rigtig god økologisk smør i stedet for alle de blandingsprodukter, der findes på markedet, hvor fedstofferne behandles under høje temperaturer som ødelægger dem. De produkter gør ikke noget godt for os, tværtimod. Det kan den gode rene smør til gengæld gøre. Den indeholder nemlig bl.a. smørsyrer, som rent faktisk er sunde for vores tarmflora. Nå, det var lige en af mine kæpheste, der stak sit hoved frem…. 😉

Hvilket glutenfrie produkt har du altid ved hånden

Ja tja…. den er jo ikke så svær. Mine egne melblandinger

Hvad er din guilty pleasure når det kommer til mad

Jeg elsker chokolade og har altid en eller anden slags chokolade i køkkenskabet. Jeg kan også godt være lidt af en slikmund… så indimellem kaster jeg mig over en gang blandet slik. Pga. gluten skal jeg dog passe meget på – og så ved jeg også bare, at jeg ikke har det super i maven bagefter, så det er ikke såååå tit det sker.

Vil du dele en af dine opskrifter med mine læsere

Tekla: Hanne har været så sød at dele to opskrifter med dig.

Denne opskrift på græskarlasagne. Fordi jeg synes lasagne skal laves fra bunden. Det behøver ikke være så svært – heller ikke selvom den skal være glutenfri. I denne opskrift er pastapladerne erstattet med græskar, men den kan ligeså vel laves med glutenfri pastaplader eller en anden form for grøntsag som f.eks. pastinak eller knoldselleri.
Græskarlasagne

Denne opskrift på laks med quinoasalat. Jeg kan indimellem godt ”glemme” lidt at lave fisk… desværre for det er jo dejligt sund og kan også smage virkelig lækkert. Men en af de fiskeretter, som jeg rigtig godt kan lide, at lave er denne med yoghurtmarineret laks. Det smager friskt og lækkert og sikrer, at laksen ikke bliver tør.
Laks med quinoasalat

Hvad drømte du om at blive, da du var lille

Jeg drømte om at blive advokat…. Det var vist fordi, der dengang kørte en amerikansk serie på TV, der hed ”Advokaterne” (L.A. Law) som jeg var meget vild med, ha ha ha.

Hvor går din drømmerejse hen

Det er mange steder, jeg drømmer om. De sidste par år har jeg desværre ikke fået rejst så meget, som jeg gerne ville. Jeg vil rigtig gerne opleve Maldiverne, så længe det stadig er muligt. Koble helt af, sejle i kajak, snorkle og bare nyde det paradis, det skulle være. Det er nok også fordi, at tingene går lidt stærkt for tiden og fordi vinteren jo har været laaang her i DK, at det lige er det, der falder mig ind.

Brætspil eller filmaften

Jeg er vild med begge dele, men det bliver oftest til film. De spil jeg seneste har spillet er Besserwizzer og Yatzy… men der er vel egentlig ikke nogen af dem, som er brætspil. Tekla: Alle spil falder mere eller mindre i den kategori og Besserwizzer har oftest et pointbræt, så den tæller helt sikkert.
I forhold til film er min smag ret alsidig. Jeg kan både lige action, animationsfilm, dramaer og komedier. En af mine yndlingsfilm er den franske film ”De urørlige”. Den kan jeg se igen og igen og stadig grine og blive lige så rørt som første gang. Det bedste film jeg fornylig har set er ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” – den er fantastisk på så mange planer.

Hvilket motiv tager du flest billeder af

Ja altså, madbilleder fylder jo naturligt nok en hel del i min telefon og på mit kamera. Men ellers tager jeg også en del billeder af min hund Morgan (som jeg har svært ved at stå for) og af området, hvor jeg bor. Her er bare så smukt.

Hvilket råd vil dit fremtidige jeg om 10 år give dig nu og her

At tro på drømmen og kæmpe for den men huske at nyde livet og processen samtidig.

Jeg siger tusind tak til Hanne, for at hun ville kigge forbi Teklas Køkken og dele sin hverdag og smukke billeder med os. Jeg håber du har nydt månedens gæst – Pure Food Passion og at du vil læse med, når jeg præsenterer månedens gæst i Maj.

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+
Google+
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *