Mæt og slank med LCHF – bøf stroganoff


Jeg vandt jo for nyligt en konkurrence hvor jeg fik alle fire bøger af Jane Faerber, hende med www.madbanditten.dk og så vil jeg da lige fortælle jer lidt om dem.

2014-02-21 23.09.59

LCHF inspiration

Jeg startede med en opskrift fra Mæt og Slank, der er rigtigt mange gode opskrifter i og hvis man gerne vil tabe sig er det en rigtig god bog. Der er meget fokus på mange grøntsager til maden og virkelig god inspiration til at variere grøntsagerne. Samt en masse gode dips og dressinger til. Jeg er dog lidt ked af, at hun ikke lige tog grundopskriften på hendes mayonnaise med i den bog også. Den findes i “Mæt og Glad med LCHF” og den indgår i mange af de dips og dressinger, der er opskrifter på i Mæt og slank med LCHF. Man kan selvfølgelig altid vælge en købt mayonnaise og bruge den, men når først man har smagt de hjemmelavede, så går man ikke så nemt tilbage til de købte. Jeg ville nok have valgt at starte afsnittet om dip og dressinger med lige at gentage den opskrift, men det er jo en smagssag.

Jeg troede selv i mange år at jeg ikke kunne lide mayonnaise, det er ikke rigtigt, for jeg elsker de hjemmelavede, men kan simpelthen ikke fordrage de købte. Selv en tsk købe mayonnaise i flere dl creme fraiche, tilføjer en smag jeg ikke kan fordrage. Så jeg er gået over til at lave hjemmelavede mayonnaiser for længe siden. Det kræver en god håndmikser, der kan køre med meget høj fart og har den rigtige form på piskerisene, at lave en rigtig tyk og lækker mayonnaise. Men ellers, skal der bare lidt tålmodighed og øvelse til og så har du en lækker mayonnaise. Du kan få alle de smagsvarianter lige ved hånden, du kan tænke dig. Det er bare at komme de krydderier i du foretrækker.

Bogen starter med et afsnit om LCHF og vægttab, som er gennemarbejdet og godt underbygget. Min baggrund som biokemiker og molekylærbiolog gør, at jeg har en omfattende viden om de mekanismer, hun snakker om. Der er ingen forenklinger, der medfører faktuelle fejl eller forvridninger, som man ellers ofte møder i bøger om forskellige kostretninger. Det gør mig meget glad og gør, at jeg vil anbefale hendes bøger meget varmt. Vi mangler mere professionalisme i den danske kostvejledning, og det tilfører Jane til sine bøger.
Hun er desuden meget god til, at trække de vigtige pointer ud, om hvorfor LCHF livsstilen er logisk og fornuftig. Både når det gælder generel sundhed og vægttab.

Jeg selv kommer aldrig til at leve LCHF fast, det er ikke nødvendigt for mig, for at føle mig godt tilpas. Jeg har heller ikke det store behov for, at tabe mig, selvom jeg da gerne indrømmer, at der sidder en delle eller to på kroppen 😉
Jeg foretrækker, at holde kroppen fast med motion, da jeg har erfaret at det virker utroligt opstrammende på min krop, at styrke musklerne.

Til gengæld finder jeg utroligt meget inspiration, til ovenud lækkert aftensmad med mange grøntsager i LCHF madgenren. Jeg har aldrig været fedtforskrækket, selvom mine forældre vil påstå det modsatte! Så derfor er jeg ikke imod, at et af dagens måltider indeholder en del fedt af forskellig art.

Jeg er konsistenskræsen, hvilket betyder at følelsen, man får når man tygger på noget eller synker det, betyder meget for om jeg kan lide noget eller ej. Og det mange kalder fedtkant på magert kød er sener og bindevæv, og det er noget sejt og gummiagtigt noget, at sætte tænderne i.
En rigtig fedtkant derimod, er blød og lækker at tygge i og dem spiser jeg gerne. Men det fokus, der har været på magert kød har gjort, at jeg siden jeg var helt lille, skar den der fedtkant væk og nægtede at spise den. Desuden skal kødet og dermed også fedtkanten være tilberedt rigtigt, så det udtager sig bedst muligt og Jane lægger stor vægt på veltilberedt mad.

Nå men nu hvor jeg har ævlet lidt i øst og vest er det vist på tide at skrive lidt om de opskrifter jeg har valgt, at teste til anmeldelsen 😉

Der er virkeligt mange gode at vælge imellem, og jeg bliver mere og mere fan af blomkålsris/grøntsagsris og blomkålscouscous. Valget faldt faktisk på Bøf Stroganof med en kålsalat, da jeg også er meget stor fan af kål og af simremad. Jeg har ændret en lille smule på opskriften for at tilpasse den til de ting jeg havde i køkkenet i forvejen. Nogle gange er det lidt for ekstravagant at købe noget du har næsten magen til, fordi opskriften siger at det skal være den variant. Det er småting f.eks. er røget paprika skiftet ud med lidt røget sydesalt for at bibeholde røgsmagen. Og hvidkål er skiftet ud med spidskål, fordi jeg foretrækker den mildere smag.

Jeg har også for første gang i mange år spist boller i karry. Jeg har aldrig kunnet lide det, kogte frikadeller i karrysovs er bare sjældent specielt lækkert. Men der er en eminent god opskrift i bogen, det ser lækkert ud, og så var kødbollerne meget mere end kogte frikadeller. Så jeg testede den og er omvendt, boller i karry kan være lækkert 😉

Jeg bliver også nødt til at fremhæve den ostepanerede omelet. Jeg har udelukkende brugt opskriften som inspiration. Jeg har indtil nu testet den, med tre forskellige slags ost og grøntsager og den er bare så ekstremt lækker, hver gang.

Bøf Stoganoff

 

Jeg brugte:

400 g kalve rib-eye steaks skåret i tern
200 g bacon i tern
1 stort løg (her brugte jeg rødløg)
200 g brune champignoner skåret i kvarte.
3 tsk paprika
1 lille dåse tomatpuré
½ l piskefløde
100 g creme fraiche
smør til stegning
Røget sydesalt og peber

Steg baconstykker og løg i smør på panden. Læg det tilside og steg champignonerne på panden i stegeskyen fra løg og bacon. Når de er stegt møre lægges de tilside sammen med løg og bacon. Brun kødstykkerne i smør sammen med paprika og tilsæt puréen og fløden. Nu hældes løg, bacon og champignon tilbage i panden, der krydres med salt og peber og det hele simrer under låg i 45 minutter. Lige før servering røres creme fraichen i.

Kålsalat

½ spidskål
1 squash
1 håndfuld persille
½ grønt æble (Her brugte jeg 1 helt rødt æble)

½ dl olivenolie
saft af 1 citron
1-2 spsk æblecidereddike
salt

kålen snittes fint, squashen rives groft og æblet skæres i tern, det hele blandes sammen med finthakket persille. Æblecidereddike, olivenolie og citronsaft piskes sammen til en dressing og smages til med salt.  Dressingen hældes over kålsalaten og jeg lod det stå og trække lidt før servering. Jeg lavede kun ½ portion af kålsalaten, da jeg antog den var bedst frisk og vi jo kun er to.

2014-02-18 19.17.19

Min udgave

Det smagte helt fantastisk, kålslaten var en smule halvkedelig i sig selv, men sammen med sovsen, fungerede det helt vildt godt. Ham der kærestemanden min, var meget begejstret og vil helt sikkert gerne have opskriften. Jeg har overtalt ham til at læse en af bøgernes forord. De holder sig til samme tema og den grundlæggende info om LCHF er nogenlunde den samme i Mæt og glad, Mæt og slank og Året rundt. Når man har dem allesammen, er det ikke nødvendigt at læse teorien i dem alle. Jeg har læst det hele igennem, for at danne mig et ordentligt indtryk af bøgerne, men det behøver han ikke gøre. Det er nok han bare får et indblik i livsstilen, de advokerer for.

Jeg kommer aldrig til at leve helt efter LCHF, da det ikke er nødvendigt for mig. Men bogen er en virkelig god inspirationskilde, til lækre alternativer til glutenholdige madvarer. Der er også mange lækre nemme frokostretter og grøntsagstilbehør, der gør det nemt at leve sundere.

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *