Den store amerikanske kogebog og rejesalat i sandwich


Print Friendly, PDF & Email
Indlægget indeholder affiliate reklamer

Den Store Amerikanske Kogebog

Jeg fik den store amerikanske kogebog i julegave og det er en fantastisk bog! Det er mere en bog om USA, om steder, kultur, madkultur og mennesker end det er en kogebog. Altså der er 500 opskrifter, så selvfølgelig er det en kogebog. Men der hvor den udmærker sig, er i anekdoterne. Den kan købes på Bog & Ide, som både e-bog og indbundet bog. I får desuden min version af en rejesalat i sandwich, som er beskrevet i bogen.

Den er enhver madnørds drøm af en bog, da den ikke kun har en række opskrifter, men også baggrunden for opskriften så vidt den er kendt. F.eks den kolde porresuppe opfundet på Ritz Carlton hotellet i New York i dets første år med restaurant. Ahornsiruptærten bagt af ahornsiruptappernes koner er et andet eksempel. hvordan en opskrift har været benyttet og har spredt sig. Hvordan den har udviklet sig i et lokalsamfund, hvor hver familie har deres helt egen version.

Derudover er der mange detaljer og informationer om råvarerne og hvordan de bearbejdes, før vi får dem i hånden i køkkenet. Ud over historierne om opskrifterne og de mennesker hun møder, er der beskrivelser af traditionelle tilberedningsmetoder og fejringer af råvarerne. Indimellem indeholder fortællingerne også opskrifter, ikke med præcise mål, men detaljerede nok til, at man kan gøre det efter.

Opskrifterne er fra så langt tilbage som midt 1700 og der følger historier med dem alle. Det er en historisk bog om madkultur i et land befolket af nybyggere fra hele det europæiske kontinent. Der er opskrifter, der har beholdt de originale hollandske navne, opskrifter opstået af fødevareknaphed i nybyggertiden og opskrifter fra de ypperste kokke og nytænkere i 40’erne og 50’ernes USA.

Clemmentine Paddleford

Clemmentine Paddleford rejste rundt og besøgte steder og mennesker og smagte på deres mad. Ofte på invitation, da fremmelige husmødre, gerne ville se deres opskrifter udgivet i hendes klumme. Lige så ofte dog på eget initiativ. Hun havde hørt om helt specifikke personers evner til, at tilberede en bestemt ret, så det bare måtte opleves. For ikke at tale om fejringer, som majsildsæsonens start, hvor fiskene bare én enkelt dag, tilberedes på en helt særlig måde. Arrangementer af den type, som er tilløbsstykker for en hel by, fandt hun ofte vej til, for det byder på noget helt særligt. Bogen her er en opsamling på det bedste fra hendes klumme med nye tilføjelser.

Madnørden hér er ovenud begejstret og overvejer, at anskaffe sig den originale fra 1960 med hele 800 opskrifter. Det kunne være fantastisk at læse hendes anekdoter på originalsproget. Uanset hvor meget man anstrenger sig, går noget af det tabt i oversættelsen. Dette er den første kogebog jeg har læst som en bog, fra ende til anden.
Jeg ville også elske, at få de sidste 300 opskrifter med. Flere steder har jeg ærgret mig, når jeg har læst en fortælling om en middag. Jeg vendte siden til opskrifterne fra middagen og så er lige dén, jeg glædede mig mest til valgt fra i den reviderede udgave.

Rejesalat i sandwich

Jeg har her valgt, at give jer min version af opskriften på en rejesalat i sandwich, som blev serveret til sociale sammenkomster på Sea Island i Georgia, især sammen med cola 😉 Jeg serverer den på glutenfrie madvafler, som en let frokost. Den kan også fint bruges til kanapéer, tapas eller en let snack på en sommer eftermiddag. Der er til 36 små canapéer eller 4-6 sandwich i glutenfrie madvaffler.

Rejesalat i sandwich

500 g rejer fra lage
1 løg
2 stængel bladselleri
1 grøn peber
2 tsk citronsaft
½ tsk fintrevet citronskal
¼ tsk salt
5-10 dråber shriracha chillisauce
1 knivspids friskkværnet sort peber
180 ml mayonnaise
½ portion glutenfrie madvafler
2 håndfulde ærteskud

Hak rejerne fint og kom dem i en skål. Hak løg, selleri og grøn peber fint og kom det op i skålen. Tilsæt, citron saft og -skal, salt, tabasco, peber og mayonnaise og bland det godt sammen. Smag til med citron, tabasco eller salt og peber efter behov. Stil rejesalaten på køl i mindst ½ time.
Anret ærteskud og rejesalat i sandwich med to hjerter vaffler i bunden og toppet med endnu to hjerter vaffler.

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *