Salat af rosenkål med pære, blåskimmelost og knuste røde peberkorn


Print Friendly, PDF & Email

Rosenkål er efter min mening en overset og misforstået grøntsag. Den serveres klassisk kogt eller dampet og så er det, at den får den karakteristiske lugt og smag, som mange ikke bryder sig om. Bliver den gratineret, som her eller smørstegt kommer dette langt mindre til udtryk og den er meget mere tilgængelig for de fleste.
Men jeg synes faktisk, at den gør sig allerbedst rå. Rå har den en frisk og let smag og duft. Det er en kål, så rå fungerer den bedst, hvis den får lov til, at stå lidt og trække i en olie/eddike dressing. Kål har en tendens til, at være sejt, at tygge rå, og ved at lade den trække i en syrlig dressing, bliver den nemmere at tygge, uden at den mister sin sprødhed.

Salaten her går fint til en grillaften på terassen, til en smagfuld lasagne eller som tilbehør til vildt. Jeg serverede den til vildt med en vildtsauce med den samme blåskimmelost. Den var et hit og selv min salatforskrækkede far tog to gange.

SAM_0884 redigeret

 

Salat af rosenkål med pære, blåskimmelost og knuste røde peberkorn

4-6 personer

500 g rosenkål
2 spsk olivenolie
2 spsk hvid balsamico
4 spsk citronsaft
1 stor fast pære
10-15 hele røde peberkorn
75 g blåskimmelost

Pil de yderste blade af rosenkålene og skær bunden med stokken af. Skær rosenkålene i tynde skiver af 1-2 mm. Evt kan du tage nogle blade af og blande i salaten hele, det giver en god effekt. Vend nu rosenkål godt med olivenolie, balsamico og citronsaft og stil det på køl i en halv time. Skær pæren ud i tynde skiver og knus peberkornene i en morter. Salaten kan portionsanrettes som her, hvor pæreskiverne ligger ovenpå rosenkålene. Den kan også anrettes på et fad eller i en skål, hvor du vender pæreskiverne i rosenkålene. I begge tilfælde river du osten hen over og drysser med de knuste peberkorn lige før servering.

Jeg brugte Høngs Klosterkrone, som er en hvid- og blåskimmelost. Den er meget mild og cremet i smagen og giver kun et lille hint af blåskimmelsmagen. For lidt syntes både min far og min kæreste, men jeg synes det var passende. For kraftig en blåskimmelsmag vil hurtigt overdøve smagen af både pære og rosenkål, der begge er milde i smagen. Men det er selvfølgelig en smagssag, så vælg en ost du synes har en god smag.

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *