Skinkekød med butterbeans – inkl. vegansk version

Denne gryderet er én af dem, jeg lavede på Copenhell 2017. Jeg skulle finde på opskrifter, som kan laves udelukkende eller primært i gryder og er nemt at lave til 85 mennesker. En bønneret er perfekt og kan også laves til vegetarer og veganere, for sådan et par stykker har vi også med.Jeg har angivet de alternativer, som jeg valgte til den veganske version på Copenhell. Valget faldt på skinkekød med butterbeans og kålpølser.

Skinkekød med butterbeans

Her kan i se bønner og kålpølser blandet sammen, klar til at bliver overhældt med sauce. Vi havde ikke nok gryder til, at blande det i gryder, så det blev blandet i foliebakker. 1-2 folibakker blev så hældt i en gryde og færdig simret 2 gryder ad gangen. Heldigvis spiste alle frivillige ikke samtidig, så vi kunne godt følge med på den lidt alternative måde.

Bønneretten er naturligt glutenfri, men blev serveret med brød på Copenhell. Jeg vil foreslå dette brød til, det er godt til at opsamle saucen med og det smager fabelagtig.

Skinkekød med butterbeans og kålpølser

Bønner

250g tørrede butterbeans/limabønner
1 liter vand til iblødsætning

1 liter vand til kogning
1 spsk æblecider eddike
25 g smør eller rapsolie for vegansk
1-2 laurbærblade
5 sorte peberkorn
1 tsk groft salt

Læg bønnerne i blød i vandet mindst 10 timer før, du skal bruge dem. Husk at kigge til dem efter ca 4 timer, de suger meget vand. Hvis de ikke er helt dækkede tilsæt mere vand.

Dræn bønnerne og kom dem i en gryde sammen med alle de andre ingredienser. Bring gryden i kog og lad dem koge over svag til medium varme i ca. 40 minutter, til de er møre. Gem kogelagen og lad bønnerne dryppe af i et dørslag.

Skinkekød i sauce

500 g skinkekød i tern – champignon i grove tern for vegetarisk/vegansk
25 g smør eller olie for vegansk
3 løg
1 dl rødvin
1 dåse hakkede tomater
1 tsk sukker
2 tsk groft salt
Friskkværnet peber

Svits kødet i smør eller olie. Tilsæt løg og lad dem svitse med til de bliver klare. Kom vinen ved og lad den koge næsten ind. Kom tomat, sukker, salt og peber i. Bring det i kog og lad det simre i 1 t og 40 min ca. Den veganske kan nøjes med 45 minutter ca.

3 Kålpølser/veganske pølser
1 dl kogelage

Skær pølserne i mundrette bidder og tilsæt dem til skinkekødet/svampene sammen med bønnerne og kogelagen. Lad det hele simre sammen i ca 15 minutter. Er der ikke nok væde, kan du tilsætte ekstra kogelage. Server med brød.

Retten her var rigtigt populær og flere af deltagerne har ventet på opskriften med længsel. Noget af det, som løfter den er helt klart, at bønnerne er kogt sammen med så mange smagsgivende ingredienser, samt at kogelagen bruges i saucen. Jeg vil bruge den metode fremadrettet, når jeg koger bønner, da jeg altid synes de er noget så kedelige at spise.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *