Status over året der gik – 2016


Print Friendly, PDF & Email

Er man blogger med respekt for sig selv har man sådan et statusindlæg. Året der gik, året som kommer. Dette er min fortælling om året som gik og året som kommer på bloggen.

2016 på bloggen

Jeg har selvfølgelig kigget på statistik over bloggen. Det er ikke blevet til nær så mange indlæg, som jeg gerne ville. Der blev udgivet 71 indlæg med langt over halvdelen før juli . Livet kom noget så grusomt i vejen. På trods af at mit privat liv ikke har fordret meget aktivitet fra min side har I været fantastiske. I læser trofast med, kommenterer og stiller spørgsmål. Uden jer var jeg ikke kommet igennem det sidste år, så tak af hele mit hjerte.

Her ser i de 9 mest populære billeder på glutenfri for begynderes instagram

I foråret tog jeg en masterclass i foodstyling og har sat fokus på at skabe bedre billeder til mine opskrifter. Der er stadig meget at lære, men lige så stille begynder jeg at finde min billedstil. Det har helt sikkert været et af årets lyspunkter, hvor jeg virkelig har følt, at jeg har rykket mig og lært noget.

Top 5 over mest læste indlæg på bloggen

5. Glutenfrie tortillawraps

4. Glutenfrie havreboller

3. glutenfrie hveder

2. Jævning uden gluten

1. Glutenfri lasagne med hjemmelavet bechamelsauce

Som altid er bageopskrifterne, højt oppe på listen og det forstår jeg også ganske udmærket. Men jævning uden gluten, som er et af mine første indlæg er altid populært. Jeg havde dog ikke forventet at det lå som det 2. mest læste indlæg i 2016. Lasagnen overraskede mig også meget. Selvom jeg selvfølgelig synes det er en god opskrift, havde jeg ikke regnet med at den stadig bliver læst så meget.

Mine egne favoritter fra 2016

Pitabrødene, jeg bager dem meget ofte og de er perfekte til madpakken, til pitachips og som her i stedet for nachoes. Min helt egen guilty pleasure er, at riste dem med revet ost, hvidløg og persille og spise dem som tilbehør til salat eller snacke dem som forret.

Det langtidshævede glutenfrie brød med glutenfri øl, det er det mest smagfulde brød på bloggen. Det er fantastisk på morgenbordet, til suppen og i madpakken.

Ingen favoritliste uden en kage! Gulerodskage, for at være præcis, den bedste gulerodskage. Den har den sundhedsmæssige fordel, at jeg anspores til at lave gulerodsjuice. Jeg skal jo bruge gulerodspulp fra juiceren til at bage den.

Tanker om 2017

I sommers besluttede jeg at bygge en virksomhed op omkring bloggen. Det blev sat på hold pga mors sygdom og død, men bliver genoptaget her i det nye år. I den forbindelse overvejer jeg at skifte navnet på bloggen, for at udvide mine muligheder. Glutenfri for begyndere taler til et snævert publikum. Det begrænser mig fra at træde meget ud over glutenfrit og ud over almindelig madlavning. Jeg satser ikke på at lave de vilde kager eller stor gourmetmad. Men jeg vil gerne kunne lave rejsebeskrivelser uden fokus på mad. Lave DIY beskrivelser, af nogle af mine mange fjollede projekter. Anmelde en roman jeg finder spændende i ny og næ eller fortælle om min nye by på godt og ondt. Det hører sig ikke hjemme på en side med navnet glutenfri for begyndere.

Så jeg overvejer hvad navnet skulle være. Tekla Bach simpelt og ligetil er en mulighed. Mange blogs derude hedder simpelthen bare navnet på bloggeren bag. Men det kunne også være noget ala Dragens hule, Teklas univers, Teklas hyggehjørne eller lign.

Jeg har også stadig gang i arbejdet med pastakogebogen. Den er ikke glemt, bare midlertidig nedgraderet. Jeg vil også stadig arbejde på at udvikle mig som madfotograf og håber at kunne skabe nogle gode rejsefotos også. Al den her snak om rejser, kommer af min mors ord. “Udsæt aldrig dine drømme.” Det gjorde hun og få måneder før hun kunne gå på efterløn og indfri en masse af dem, fik hun beskeden at hendes cancer var vendt tilbage. Uretfærdigt på alle niveauer!
Så nu skal jeg rejse, opleve de ting jeg altid har drømt om.

Ting jeg glæder mig til i 2017

  • Vores rejse til marokko i marts
  • Copenhell med vikingerne som altid
  • Flere ture på gåben rundt i Aalborg med min søster og eller min kæreste (og Pokemon Go)
  • Mange dage med gode venner og masser af lækker mad og vin

Jeg har læst om en masse positive tiltag for et nyt år. Du kan skrive dine forventninger og håb for året ned, gemme dem væk og så tage dem frem i december og se hvordan det gik. Du kan skrive en ting ned hver dag, du er taknemlig for og komme sedlerne i en krukke. Til nytår kan du så læse om alt det du har været taknemlig for i årets løb. Du kan skrive alle gode oplevelser ned og gemme dem i en krukke, på den måde kan du til nytår se tilbage på alt det gode, som er sket. Gode idéer til at få et positivt fokus, hvilket er sundt.

Jeg er så dårlig til at udføre sådan noget selv, seriøst det er glemt efter to sedler og krukken ryger om bagved et eller andet. Måske kommer jeg først i tanke om det igen om et par år, når jeg bliver træt af at flytte rundt på krukken og tænker; Hvad er der egentligt i den. Men, jeg vil gerne lave et månedlig indlæg med, hvad jeg glæder mig til i den følgende måned. På den måde finder jeg det positive i den følgende måned og møder den med glæde.

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *