Stenalderbrød et glutenfrit alternativ til rugbrød


Jeg har kigget lidt på stenalderkost og LCHF, da begge disse kostretninger er glutenfri.

Jeg har, indtil videre, mest taget æggewraps og stenalderbrødet fra stenalderkosten til mig. Det er ikke mig, at gå så meget all in på kød, men der vil med sikkerhed dukke flere opskrifter op, som passer ind i stenalderkost principperne.

LCHF har jeg taget noget mere til mig og jeg følger flere blogs om lCHF kost, er dog mest begejstret for Madbanditten(http://www.madbanditten.dk/) aka Jane Faerber. Jeg har hendes bog om LCHF brød og kager og opskriften her er en modifikation af hendes opskrift i bogen. Da jeg netop har vundet et eksemplar af alle hendes fire bøger kommer i helt sikkert til at høre mere om LCHF og jeg skriver også en anmeldelse af hver af bøgerne, når jeg har kigget lidt på dem.

Noget af det jeg er utroligt glad for ved Jane Faerbers opskrifter, er at hun ikke, som andre LCHF folk, forsager mælkeprodukter, så der er ost i mange af de opskrifter hun laver. Jeg er osteelsker og meget glad for, at jeg ikke også har laktoseintolerens. Så ville jeg simpelthen ikke mene livet var værd at leve 😉
Én ting, man skal være opmærksom på, er at hun bruger meget fedtstof, det bliver næsten altid virkelig fedtet. Jeg nedsætter ofte mængden af olie, når jeg bruger hendes opskrifter. Jeg bryder mig ikke om, at mit brød gør mine fingre fedtet, når jeg rører ved det. Eller at der er så meget fedtstof, at det løber ud under min mad.

Hendes udgave smager skønt, men er meget grov, og det er godt nogle gange. Men jeg vil gerne have det en lille smule mindre groft. Så det første jeg modificerede, var at hakke mandler og nødder i minihakkeren, i stedet for groft i hånden. Når man gør det træder smagen af nødder og mandler meget mere frem, og brødet kommer til at smage alt for meget af det. Det smager godt nok, men passer knap så godt på et frokostbord med kødpålæg. Så jeg prøvede også at formale de store kerner som græskarkerner og solsikkekerner, for at se om det kunne udligne smagen lidt mere, uden held.
Jeg har fortsat med også af formale ca. halvdelen af de store kerner. Jeg kan godt lide den struktur brødet får, når de er formalet, men vil også gerne have kerner i.

002

Nødder malet mellemfint

Som i kan se, er det fint hakket, men ikke helt til mel.

Nå men så måtte jeg jo ændre på sammensætningen, for at opnå den struktur og smag jeg gerne ville. Gradvist nedsatte jeg mængden af mandler og nødder og ændrede også på mængden af de forskellige kerner, i forhold til hinanden. Jeg er ikke så vild med smagen af græskarkerner, når de er formalede, de bliver ret bitre. Derfor mindre af dem og mindre nødder og mandler, samt jeg forsøgte med andre nødder end hasselnødder. Det har givet nogle interessante og ret sjove smagsoplevelser, men nu er jeg nået frem til en opskrift, som jeg er ret tilfreds med.

For et mælke/lactosefrit brød udelades osten.

Stenalderbrød

150 g hørfrø
150 g sesamfrø
150 g græskarkerner
200 g solsikkefrø
50 g finthakkede mandler
50 g finthakkede cashewnødder
8 æg
½ dl smagsneutral olie
200 g revet lagret ost som vestehavsost, primadonna, parmesan eller lign. En rigtig god Irsk cheddar giver også en god smag, men eksperimenter dig frem 🙂

Som skrevet ovenfor, kommer jeg nødder, mandler, halvdelen af græskarkernerne og halvdelen af solsikkekernerne i minihakkeren og maler dem. Alle frø, kerner og nødder blandes sammen med olien og æggene tilsættes. Når det hele er rørt sammen tilsættes osten og det blandes godt sammen med resten. Det hele hældes i en brødform (B: 11 cm, H: 6 cm, L: 26 cm) foret med bagepapir og bages ved 160 grader i en time.

006

Færdigt brød

007

Skåret

 

Næsten hver gang jeg bager dette brød bruger jeg forskellige oste. Jeg bruger oftest bare den jeg lige har et stykke af liggende. Det ændrer bemærkelsesværdigt lidt ved smagen af brødet, at ændre på osten.

Den her portion fylder brødformen, i denne størrelse, helt til randen. Det er rart nok, så får man nogle gode store skiver. Da brødet mætter utroligt meget, er det som regel nok med én skive og man er mæt længe.
Jeg brugte brødet, til de julefrokoster jeg var til, i julen sidste år og måtte dele skiverne op i kvarte. Ellers blev jeg så forspist, at det gjorde ondt. Men det fungerer godt til julefrokost og derfor forventer jeg, at det vil gøre sig godt til årets påskefrokoster også 🙂

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Hvis du føler at andre også skal have glæde af min blog, kan du dele den med dine venner lige her.
Google+Pin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *