Den Trettende Fortælling – en gribende gotisk thriller

Indlægget indeholder reklame links (markeret med *)

Endnu en debutroman denne gang af Diane Setterfield. Den Trettende Fortælling udkom i 2006 – på dansk i 2008 – og hun har siden skrevet yderigere en bog. Jeg fandt den i mors samling, da vi gennemgik hendes bøger. Omslaget og titlen fangede min interesse, den stod på en måde ud fra mængden.

Det er en gribende gotisk thriller, intens, dragende og mesterligt skrevet. En bog, som virkelig passer til en mørk og blæsende efterårsdag. Både fordi historien er mørk men også fordi handlingen er sat i det engelske efterår og vinter. Regnen trommer bogstaveligt på ruden, mens fortællingen udfolder sig. Har bogen fanget din interesse kan den købes hos Bog & Ide som lydbog*.

Den trettende fortælling

Den Trettende Fortælling

Den berømte excentriske forfatterinde VidaWinter har skrevet mange kendte bøger. En af dem kaldet tretten fortællinger, blev kaldt tilbage da den kun indeholdt 12 fortællinger. Miss Winter ligger for døden og kontakter hovedpersonen Margaret Lea, som har skrevet et par biografier om forfattere. Miss Winter anmoder Margaret om, at skrive hendes livshistorie ned – at skrive den trettende fortælling.

Margaret flytter ind i miss Winters store hus og hver dag sidder de sammen, mens miss Winter fortæller sin families historie. Margaret finder den lidt for utrolig. Den første dag bad miss Winter Margaret om ikke, at stille spørgsmål, før fortællingen er slut. Men der er mange spørgsmål, som Margaret i stedet søger svar på med hjælp fra sin far, en sagfører og en mand hun møder, da hun besøger miss Winters barndomshjem Angelfield.

“Jeg gik op på værelset og funderede lidt over historien. Den var jo besynderlig i mere end en forstand. Først og fremmest var der jo Charlies forsvinden, som var en ganske interessant drejning. Det fik mig til at tænke på årbøgerne og den besynderlige forkortlese dfd. Men det var ikke det hele. Var hun mon klar over, at jeg havde hørt det? Jeg havde ikke ladet mig mærke med noget. Men selvfølgelig havde jeg hørt det. I dag havde miss Winter sagt jeg.”

Indtil dette øjeblik havde miss Winther fortalt historien om tvillingepigerne Adeline og Emmeline på Angelfield i tredje person. Margaret har funderet over, om miss Winter i virkeligheden er den ene af tvillingepigerne. Langsomt afdækker Margaret sandheden om mørke familiehemmeligheder, utæmmede tvillinger, mystiske dødsfald og glemte hittebørn. En fortælling om uhyggeligt svigt og ensomhed. En fortælling om, hvem Vida Winter i virkeligheden er.

Historien om tvillingerne bringer Margarets egne dæmoner frem. Margaret er selv tvilling, men hendes tvillingesøster døde ved fødslen. Hele livet har Margaret kæmpet med følelsen af at mangle en del af sig selv. Hendes forhold til sin mor er anstrengt, fordi hun overlevede og moderen delvist bebrejder hende.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *