Månedens gæst – Cooking Club

Print Friendly, PDF & Email

Her i december er månedens gæst – Cooking Club. Julen er over os og med den følger en masse mad. En masse mad, der ikke hører hjemme i den sundeste kategori.
Jeg elsker jul og det kan du læse meget mere om her. Men jeg har ikke så stor kærlighed til, at spise så meget mad. Det udfordrer min stakkels mave og selvom det hele er glutenfrit, ender jeg ofte med mavebøvl pga alt for meget usundt mad.

Månedens gæst – Cooking Club

Simon Weisdorf, som står bag Cooking Club har lavet de 4 Cooking Club regler. De beskriver hvad Simon synes sunhed og sund mad indebærer. Med et glimt i øjet guider Simon læseren hen imod en sundere livsstil uden løftede pegefingre.

Månedens gæst - Cooking Club

Simon har lavet en E-bog med sundere glutenfrie julegodter. På den måde kan du nyde den gode julemad, specielt de søde ting, med mindre mavebøvl som følge. Den kan du selvfølgelig finde på Cooking Club

Du kan også følge med på Facebook, hvor Simon bl. a. deler videoer af sine kageopskrifter.

Herunder kan du læse hvad Simon har svaret på mine spørgsmål.

Hvorfor lever du glutenfrit?

Jeg har faktisk ikke selv problemer med gluten, men har venner (og venners børn) med cøliaki. Jeg vil gerne hjælpe dem og andre, der ikke tåler gluten og som mangler tid eller mod til at eksperimentere i køkkenet. Jeg sigter efter samme smag og udseende på de glutenfri kager som på de “almindelige” – i særlig grad her i julen, hvor det kan være svært at stå alene med glutenfri erstatninger, når alle andre fylder sig med traditionelle julekager

Når man bager glutenfrit, bliver man også tvunget til at tænke i nye ingredienser og teknikker frem for bare at høvle næringsfattigt hvedemel i røreskålen. Fx indholdet af kostfibre, mængden af sukker eller typen af fedt. Det er lidt som at genopfinde bagning helt fra bunden – med nye og sundere resultater.

Hvorfor startede du din side?

Jeg følte, at der manglede et sted med opskrifter, der er sundere uden at blive fanatiske. Jeg har arbejdet med sundhedsformidling i 10 år og set mange give op, når det bliver for besværligt at leve sundt. Kravene til sundhed er tidskrævende, ingredienserne for eksotiske, svært tilgængelige og dyre og smagene er måske for anderledes. Sundhed er i mange tilfælde blevet en lukket klub for de 100% dedikerede. For mig er sund mad også nogle få skridt i en sundere retning. Fx bolognesesauce med revne grøntsager i. Eller kager sødet med dadler, græskar eller gulerod i stedet for store mængder sukker. Og så skal man stille sig tilfreds med de få, men gode skridt i dag – uden dårlig samvittighed over de skridt, man ikke nåede. CookingClub er den lidt sundere “klub”, hvor der er plads til alle.

Hvilken ingrediens har du altid i dit køkken?

Vanilje. I alle afskygninger; Vaniljestænger, vaniljepulver, vaniljeekstrakt, vaniljesukker. Jeg er særlig begejstret for mit eget hjemmelavede vaniljesukker. Jeg gemmer alle de “brugte” vaniljestænger i et patentglas med rørsukker. Selv helt tomme bælge afgiver stadig masser af smag til sukkeret. Efterhånden som det bliver brugt, fylder jeg nyt sukker i.

Hvilket glutenfrie produkt har du altid ved hånden?

Færdiglavede eller “rensede” glutenfri produkter er sjældent værd at samle på, så for mig handler det om at have mange forskellige naturligt glutenfri ingredienser i skuffen. Skal jeg vælge én ingrediens, vil det nok være havremel, der er nemt at bage med og indeholder masser af gavnlige kostfibre.

Hvad er din guilty pleasure, når det kommer til mad?

Hehe, det er kagerne – og alt for mange af dem. Et nødvendigt “onde”, når man udvikler opskrifter er jo at smage på dem. Det bliver hurtigt til fem-seks udgaver af en ny kage, som alle skal smages på. Og man kan jo ikke smide kage ud … så jeg prøver at balancere mængden af kager med mængden af cykeltræning.

Vil du dele en af dine opskrifter med mine læsere?

Månedens gæst - Cooking Club

Selvfølgelig – og også gerne to af dem! Julen er lige rundt om hjørnet, og konfektkagen med karamel bager jeg selv hele tiden. Den smager skønt af jul og pynter gevaldig på konfektfadet.

https://www.cookingclub.dk/konfektkage-med-karamel/

Vaniljekransene uden hvedemel er også blandt familiens julefavoritter, særligt på grund af de mange mandler, der oven i købet gør vaniljekransene lidt sundere.

https://www.cookingclub.dk/vaniljekranse-uden-hvedemel/

Månedens gæst - Cooking Club

Hvad drømte du om at blive, da du var lille?

Jeg havde tre store drømme: 1) Togfører. 2) Journalist. 3) Kok. Det endte så med en slags kombination af de to sidstnævnte, men en eller anden dag …

Hvor går din drømmerejse hen?

Der er rigtig mange steder i verden, jeg gerne vil opleve. Helst steder med overvældende natur, gerne bjergrige steder, hvor jeg kan tage min cykel med. For tiden planlægger jeg en længere forårstur til det sydlige Spanien, hvor jeg skal skrive min næste kogebog – og måske snige mig til en cykeltur eller to. Det kunne godt blive en sand drømmerejse.

Brætspil eller filmaften?

Filmaften! Uden tvivl. Jeg sidder nærmest aldrig stille, så at tage et par uforstyrrede timer med en god film – enten i biografen eller i sofaen – er ren selvforkælelse.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?

Kager … Mange af mine billeder – også fra ferier – er af kager hos bagerier eller på caféer og restauranter. Billederne (og smagsprøver, naturligvis) bruger jeg som inspiration til at udvikle nye, sundere udgaver af kagerne – uden at være påvirket af en eksisterende opskrift.

Månedens gæst - Cooking Club

Hvilket råd vil dit fremtidige jeg om 10 år give dig nu og her?

Det råd fik jeg faktisk for to år siden. Jeg knoklede dag ud og dag ind i et job, hvor jeg kun havde halvdelen af hjertet med, mens jeg drømte om at lave “noget med mad”. Alle kan jo være trætte af deres daglige arbejde, men når man bliver træt af at sige, at man er træt af sit arbejde, skal der ske noget nyt! Så jeg tog røreskeen i den anden hånd, droppede mit faste arbejde og åbnede CookingClub.

Tak til månedens gæst – Cooking Club!

Jeg skal så meget have bagt den konfektkage! Hvad med dig?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *