Tag tilløb til julen

Julen er altid en travl periode. Weekenderne går med julemarkeder, julehygge med familien, julefrokoster og alle mulige andre sociale arrangementer som hører julen til. Hverdagen kører forholdsvist normalt, bortset fra, at der skal købes julegaver, laves småkager og julegodter. Derfor får du her min strategi  – tag tilløb til julen, så du kan nyde juledagene med familien helt afslappet.

Det er med at udnytte November til fulde, så December kan nydes med familien i ro og mag.

Køb ind løbende

Butikkerne er pyntet op og har fået julevarerne på hylderne. Hvorfor ikke udnytte det og fyld op i skabene med nødder, chips, chokolade og drikke varer. Kølevarer som ost og smør kan også fint købes nu og stå klar på køl. Frostvarer som kød og grøntsager, kan også fint købes ind allerede nu. Det kan være overvældende, at skulle købe en hel indkøbsvogn fuld på én gang. Både for hovedet, bentøjet og for økonomien, så udnyt november til at lette lidt på byrden.

Bag og sylt

De fleste småkager kan fint holde en god måned i en tætlukket kagedåse. Det kan julemarengsene her også. Konfekt kan holde sig lige så længe, hvis det opbevares på køl. Syltede sager, som rødbeder og rødkål kan også sagtens laves nu og stå og trække, så det smager endnu bedre af julekrydderierne til jul. Leverpostejen kan laves, anderillette, lakserillette og andre godter kan laves klar.

Lav spiselige julegaver

Jævnfør ovennævnte punkt, kan du lave lidt ekstra og komme det på små fine glas eller dåser. Så har du værtindegaverne, kalenderpakkerne, adventsgaverne eller julegaven til din farfar, som aldrig ønsker sig andet end en ny pibe. Sådan var min farfar i hvert fald, og et glas hjemmelavede rødbeder gjorde stor lykke. Vi kunne jo ikke allesammen give ham en ny pibe til både fødselsdag og jul hvert år!

Lav sammenskudsgilde

Skal du afholde julefrokosten, så lav sammenskudsgilde. Husk, at give folk god tid til, at skaffe eller lave dét, de skal medbringe. Du kan endda ret meget diktere, hvad de skal medbringe hver i sær. Er det helt klassisk så definér hvem, som tager sild, pålæg, fisk, leverpostej og deslige med.
Du kan også gøre det utraditionelt og uddelegere forskellige salater. Det kan være salat med and, salat med rødkål, salat med appelsin, Salat med laks eller rejer. Du kan holde det i temaet, med den klassiske danske julemad, bare sundere. Mange vil elske dig for dét, trods brok! Du skal nok få nok leverpostej, sild og flæskesteg i julen alligevel 😉

Sæt dig selv først

Alle de her arrangementer du skal til tærer lidt på energien og nupper dyrebare timer. Forbered derfor lækker sund mad til fryseren. Så frigør du tid til at, nyde arrangementerne, uden at gå på kompromis med sundheden.
Lav supper, lasagne, gryderetter og lign. klar til fryseren til lige, at tage op og varme på travle dage. Nemt og lækkert og fyldt med god energi.

Sådan går jeg juletiden i møde, og virker vildt overskudsagtig med en masse hjemmelavet. Folk tror jeg knokler helt vildt på selve dagen eller i flere dage op til. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg har altid gerne villet sætte mig til bords med mine gæster og have et minimum af tid i køkkenet på selve dagen. Opvasken, får også altid lov ti,l at stå til gæsterne er gået igen. Jeg inviterer ikke gæster, for så at stå i køkkenet mens de andre hygger.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *